BL: Grønne penge ender som bureaukrati og ineffektivtet

Bæredygtigt Landbrug så helst, at landbrugsstøtten gik direkte til landmanden og ikke til grønne projekter.

»Når det kommer til stykket, ender pengene, der nu flyttes fra landbruget, nok nærmere som et tilskud til yderligere bureaukrati og ineffektivitet i København i stedet for at komme landbrugsfamilierne til gavn på gårdene.«

Sådan siger formand i Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, i en skriftlig kommentar i forbindelse med, at fem procent af landbrugsstøtten flyttes fra den direkte landbrugsstøtte til landdistriktsmidlerne fra 2016. Det stiger til seks procent året efter og syv procent i 2018 og årene frem.

Penge til konsulenter

Samme bekymring deles af Niels Christensen, der har kommenteret Landbrugsavisen.dk’s nyhed om, at pengene rykkes fra den direkte støtte til landdistriktsprogrammet.

»Mon pengene bliver tildelt diverse miljøprojekter, som man kan søge støtte til? Og skal man bruge enorme summer til konsulentbistand bare for at lave støtteansøgningen? Det er desværre set før. Forhåbentlig ender det ikke sådan, at kun de, der er eksperter i papir-nusseri, får gavn af pengene,« skriver Niels Christensen.

Styrke konkurrenceevnen?

Flemming Fuglede Jørgensen nævner, at fødevareminister Dan Jørgensen (S) siger, at pengene skal bruges til at:

»…understøtte indsatser, der fremmer erhvervets vækst, konkurrenceevne og udvikling inden for natur, miljø, økologi samt udvikling af landdistrikterne.«

Netop konkurrenceevnen bliver dog ikke styrket, mener BL-formanden.

»For mig er det svært at se denne sammenhæng. For hvordan skulle en fjernelse af en del af landbrugsfamiliernes i forvejen pressede indkomst kunne fremme konkurrenceevnen? Menes der hermed at landbrugsfamilierne, der sidder gæld til halsen, skal løbe endnu stærkere?«

Han så helst, at Danmark ligesom Polen flyttede penge fra landdistriktsprogrammet over i den direkte støtte.

»Det giver ingen mening at tage pengene fra landbrugsfamilierne og derefter sidde og dele dem ud efter forgodtbefindende ovre fra København, til projekter, der ikke har bevist sin økonomiske bæredygtighed.«

»Det giver hverken arbejdspladser eller penge i lommen hos landbrugsfamilierne. Tværtimod,« mener BL-formanden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle