AgroMarkets: Renten er ikke den største risici

Finansrådet - der efterspørger omlægning til fast rente - har ikke sat sig ind i, hvordan danske landmænds økonomi hænger sammen, mener økonomen Jens Schjerning.

Landbrugets gæld er på 362 mia. kr., hvoraf 92 procent af gælden er flekslån. Det er, ifølge Jens Schjerning, på den baggrund, at Finansrådet advarer om landbrugets mange flekslån og vil have flere bedrifter til at omlægge til fastforrentede lån.

Men rådet er forfejlet.

»Der er ingen i landbruget, der er døde af renter i mange år. De er døde af uheldige investeringer eller faldende priser på f.eks. korn eller spekulation i finansielle forretninger. Når Finansrådet melder ud, at landbruget skal lægge om til fastforrentede lån, så viser det, hvor lidt de har sat ind i landbruget,« siger Jens Schjerning, analytiker hos AgroMarkets.

Et punkt er især vigtigt, når man skal vurderer de økonomiske risici ved et landbrug. Råvarepriserne.

»Udsving i kornpriser, svinepriser og andre råvarer er klart den største økonomiske risiko for et landbrug. Renten fylder kun 15-30 procent af risikoen,« siger Jens Schjerning.

I fem år har landbruget ifølge Jens Schjerning investeret mindre, end de har afskrevet.

»Landbruget slider på deres anlæg for at prøve at skaffe likviditet. Vi er 92 procent i flekslån og med 64 procents afdragsfrihed. Vi burde kunne nedbringe vores gæld i sådanne situationer, men den har stået stille. Hvor skal vi spare? Vi har ikke noget valg og kan ikke skifte til fastforrentede lån. Finansrådet har ikke sat ind i landbrugets indtjeningsmuligheder,« siger Jens Schjerning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle