L&F: 930 mio. kr. kan måske tage toppen af prisfald

De 930 mio. kr., EU giver til Ruslands-ramte landmænd, er utilstrækkeligt, mener Jan Laustsen, direktør i Landbrug & Fødevarer.

Landbrugssektorer, som er hårdt ramt af det russiske importstop, kan se frem til en hjælpende hånd. EU vil i første omgang opkøbe letfordærvelige fødevarer, herunder tomater, agurker og hvidkål, for 930 millioner kroner.

»Det kan måske tage toppen af problemerne,« siger Jan Laustsen, direktør for handel, marked og ernæring i Landbrug & Fødevarer.

Men det er ikke nok, vurderer han.

»Det er ikke tilstrækkeligt et beløb. Det kan have en indirekte effekt på landmændene, idet det kan være med til at fastholde markedsprisen,« siger Jan Laustsen.

Ifølge Jan Lausten er dette i første omgang et signal fra EU om, at de er villige til at lytte.

»Det er en omfattende problemstilling. Det er ikke overraskende, at man starter med de letfordærvelige fødevarer. De kan ikke oplagres i samme grad, som man f.eks. kan med kød,« siger han.

Hos Landbrug & Fødevarer følger man løbende udviklingen i EU. Det er endnu usikkert præcist, hvornår og hvordan tiltaget skal udmøntes.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle