Sojaprisen holdes i skak af rekordhøje forventninger

Sojaplanternes tilstand i USA er lige så god, som da der var hidtid rekord. Det forhindrer store prisstigninger. Læs markedsorienteringen fra DLG.

Kornmarkedet er præget af to altoverskyggende faktorer. På den fundamentale side står vi over for nye globale produktionsrekorder for både hvede, majs og sojabønner, og det lægger isoleret set et solidt låg over kornpriserne. På den anden side af vægtskålen har vi usikkerheden om den fremtidige korneksport ud af Sortehavet fra Ukraine og Rusland. De to lande tegner sig for 20% af den samlede verdenshandel med korn, og deres samlede korneksport i høståret 2014/2015 er af USDA senest anslået til 57,5 mio. tons.

Følsomt marked

I fredags steg hvedeprisen på både Matif- og Chicagobørserne med ca. 2% som en soleklar udløber af den tilspidsede situation i Sortehavsområdet. Noteringerne for majs på Chicago sluttede endda ugen af med den højeste notering i fire uger. Fredagens uroligheder i Ukraine udviklede sig som bekendt ikke over weekenden, og Matif og Chicago gav mandag stort set hele fredagens stigninger tilbage, og her til morgen har børserne så givet den sidste del af stigningen tilbage. Det vil nok være naivt at tro at krisen er afblæst, og ny uro på kornmarkedet må forventes.

Verdens største markvandring

Frankrig har deres Tour de France, og USA har deres Pro Farmer Crop Tour. På den tur rejser mere end 100 konsulenter rundt i de store majs- og sojastater for at besigtige forholdene. Pro Farmer-turen, som ubetinget er USA’s vigtigste ”markvandring”, blev skudt i gang i går, og det vil i de kommende dage give anledning til mange spekulationer og forudsigelser om udbyttet. Gårsdagens Tour gav, som forventet, kun positive tilbagemeldinger.

EU-korn

Det er fortsat fransk foderhvede, der dominerer det nordeuropæiske foderkornsmarked, bl.a. til de britiske øer og Nordspanien, hvorimod destinationerne i Middelhavet betjenes af foderhvede fra Sortehavet. Maltbygmarkedet, som ellers har holdt stand i forhold til de generelt sivende kornpriser, begynder nu også så småt at vise svaghedstegn. Vejret har efter vedvarende nedbør langt om længe tilladt, at det meste af maltbyggen nu er bjerget i det centrale Europa, og det forlyder, at kvaliteten ikke har lidt skade.

---Rapsfrø---

I øjeblikket er også rapsfrømarkedet uden en klar retning. Vi kan dog finde en balance mellem bullish- og bearish-faktorer med en overvejende venlig tone. Det til trods for, at markedet for både vegetabilsk og mineralsk olie er under pres samtidig med, at hele soja-komplekset er bearish.

Mangel på aktive sælgere af rapsfrø – kombineret med politisk uro i Ukraine/Rusland – peger mere på en prisstigning end på et prisfald – på kort sigt.

---Soja---

USA – forsyningsknaphed, presset logistik og stor høst

Overskriften kan virke paradoksal, men USA har overeksporteret i sæsonen 2013/2014 og har været presset til at importere. Importen blev dog ikke så storstilet som forventet, men til gengæld blev balancen reddet af en opskrivning af produktionen for indeværende sæson. Nu stræber forsyningerne af ”gammel” høst dog hastigt mod enden, hvilket afspejler sig i prisudviklingen på Chicago Board of Trade. Da augustterminen udløb natten til fredag, handlede den hele 10,5% op eller 45 USD pr. short ton – det er 1,5 gange limit up, men fordi det er leveringsmåneden, frafalder prisbegrænsningerne. Det afspejler, at børspriserne handler på et ekstremt lavt niveau ift. dagspriserne på det fysiske marked i USA.

Kører på pumperne

I den seneste rapport fra NOPA, som er foreningen for amerikanske sojamøller, fremgik det, at kun 66% af møllernes samlede kapacitet udnyttes i øjeblikket, og den er faldende, fordi deres inddækning er lav, og de ikke kan genkøbe de sojabønner, de forbruger på en daglig basis. Det afspejler sig også i sojaskrå, hvor der er meget få sælgere, og dagsprisen har stærk vind i sejlene i denne og sidste uge på både det interne marked og til eksport.

Så den amerikanske motor kører på pumperne for at få forsyningen til at strække frem mod den forestående høst. Det gør deltastaterne i syden – med den tidligste høst – til nøglestater. Her har man haft en ualmindelig ”kold” sommer, så planterne er bagefter med at smide bladene. Det vurderes, at de tidligste arealer kan høstes om 7-10 dage, men den storstilede indsats er først om 2-3 uger. Forløsningen lader vente på sig, men bliver dog hjulpet på vej af en varm og tør vejrudsigt for deltaet i denne uge.

Ovenstående er et bud på at forklare de prisstigninger, vi har set i de seneste dage, men deraf affødes måske endnu et spørgsmål: Hvorfor er priserne ikke steget mere, end de er?

Rekordhøje forventninger

Vi må ikke glemme, at forventningerne til den forestående amerikanske høst er skruet helt i vejret. I øjeblikket vurderes 71% af sojaplanterne i USA at være i god eller meget god tilstand. Det er en lige så god plantetilstand som i 1994, som er rekord hidtil. På baggrund af det forventes et højt udbyttepotentiale og sandsynligvis en rekordproduktion. Vi har dog stadig visse bekymringer i forhold til prisdannelsen, som den bliver for den danske landmand – igen på baggrund af den fysiske del af handlen.

Fragtrater stiger

I USA opgør man fragtrater på pramme (som eksporterer soja til eksporthavnene) i et form for indeks. I øjeblikket kan pramme befragtes i indeks 475 på de nære terminer. Det er et relativt højt niveau, men trods alt moderat i forhold til forventningerne til de måneder, hvor den ny høst skal fragtes. Fragtraterne i oktober handles nemlig i øjeblikket i indeks 750 – og med en storproduktion af nærmest samtlige USA’s eksportprodukter i år er der udsigt til yderligere stigninger. Ligeledes er banefragten gået i vejret, og de kører i øjeblikket med en gennemsnitsforsinkelse på op til 28 dage mod normalt to. Derudover er der elevatorerne, som skal opbevare varerne og laste prammene, som har hævet deres ind/ud-rate signifikant. En stor del af prisfordelen ved en stor høst bliver altså spist op, før varerne når eksporthavnen.

Optimismen er indregnet i priserne

For at opsummere har vi altså et forsyningsproblem, der holde de nære priser høje og dermed holder hånden under de senere terminer, en forestående stor høst som lægger pres på Chicago-noteringen, men en potentiel stor logistisk udfordring. Vi vurderer, at en stor del af optimismen er indregnet i priserne i øjeblikket og kan se fordel i at tage en relativt høj dækning, mindst frem til april.

»Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle