CLAAS klar med nye skæreborde

Til Tucano og Lexion lanceres to nye generationer af standard- og vario-skæreborde med enklere justering og betjening.

CLAAS’ to nye skærebordsgenerationer, Vario-skærebordene 930 og 770 og standardskærebordene Cerio 930 og 770, får i arbejdsbredder på henholdsvis 9,3 og 7,7 meter og er udstyret med helt nye funktioner. Begge typer passer til både Lexion- og Tucano-mejetærskerne.

De nye Vario-skærebord er udstyret med en knivgang, der kan indstilles trinløst mellem minus 10 cm og plus 60 cm. Rapspladerne, der før skulle monteres manuelt, er nu integreret i knivgangen og kan betjenes enkelt og hurtigt fra kabinen, præcis ligesom knivgangen. Stråskillere og rapssideknive på- og afmonteres med snaplås uden værktøj, så skiftet mellem høst af korn og raps sker nemt og hurtigt. Rapsknivene opbevares i en boks på skæreborsvognen, når de ikke er i brug.

Rapsknivene aktiverer automatisk hydraulikpumpen, der trækker sideknivene. På højre side sørger en ekstra beklædning for at minimere spild i forbindelse med rapshøsten. Knivgangens og vindens slutstillinger overføres automatisk fra skærebordet til mejetærskeren. Selv når rapsudstyret er monteret, kan knivgangen køres 20 cm ind eller ud.

Manuel optimering

Også de nye Cerio-standardskæreborde til kornhøst er konstrueret på samme måde. De har de samme nye features som Vario-skærebordene, idet knivgangen dog indstilles manuelt til optimering af materialestrømmen i fem trin mellem plus og minus 10 cm.

Hele rammen, indføringssneglen, trækkene og vinden i Cerio-skærebordene er de samme som i Vario-serien.

Enkel betjening

Diameteren på indføringssneglen er øget med 14 procent til 66 cm på alle fire nye skærebordsmodeller. Dermed kan også store mængder halm føres hurtigt og effektivt ind i maskinen. Derudover har indføringssneglen og knivbjælken fået mekanisk træk.

Det fladt vinklede traversrør betyder, at føreren får bedre udsyn over knivgangen fra kabinen. CLAAS’ guidancesystem Laser Pilot til at udnytte den fulde skærebordsbredde kan klappes ud og ind og indstilles uden værktøj, afstrygerpladerne indstilles bekvemt udefra, og skærebordet går automatisk til parkeringsstilling ved tryk på en knap.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle