KL: Støtte taget fra hektarstøtten skal give internet på landet

Kommunernes Landsforening mener, at en del af landdistriktsmidlerne skal bruges til at forbedre bredbånds- og mobildækningen i landets yderområder.

Kommunernes Landsforening mener, at en del af den landbrugsstøtte, som regeringen har besluttet at overføre til landdistrikterne, skal spenderes på at udbrede bredbånd og anden form for it-infrastruktur, så der kan skabes stabil og stærk internet- og mobilkontakt i landdistrikterne.

»Det er ganske enkelt et grundvilkår for, at vi kan skabe og fastholde vækst og udvikling i Danmark,« siger Martin Damm, formand for Kommunernes Landsforening til kl.dk

Eneste mulighed

Kommunerne er ifølge Martin Damm nødt til at tage hånd om udviklingen.

»På den ene side vil vi gerne bakke op om, at markedskræfterne skal være drivende kraft for udbredelsen af it-infrastruktur dér, hvor markedskræfterne reelt virker. Samtidig må det siges at være et uomtvisteligt faktum, at markedskræfterne ikke findes ret mange steder, når vi kommer ud i de tyndtbefolkede landdistrikter. Derfor må vi bruge alle de alternative muligheder, vi kan finde, for at understøtte bygning af it-infrastuktur dér, hvor markedskræfterne ikke virker og med al sandsynlighed aldrig kommer til det,« understreger Martin Damm ovefor kl.dk.

Opbakning fra Fællesråd

Han bakkes op af formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard:

»I Landdistrikternes Fællesråd bakker vi helt op om at få undersøgt, hvordan der kan komme hul igennem på internet og mobil. Dårlig bredbånds- og mobildækning er et problem både for den enkelte borger, for det offentlige og for private virksomheder. Det er f.eks. helt uholdbart, når telemedicin ikke kan nå frem til landdistrikterne. Og i den forbindelse er vi optaget af at få set på f.eks. svenske erfaringer ved at bruge landdistriktsmidler til bredbånd og master,« siger Steffen Damsgaard

Aftale i efteråret

Regeringen har for nylig vedtaget, at der skal flyttes 5-7 pct. af den direkte landbrugsstøtte til landdistriktsmidlerne.

En politisk aftale her i efteråret skal udmønte, hvad pengene skal anvendes til.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle