Få jobs til nyuddannede dyrlæger - tager til Sverige

Det er svært for unge dyrlæger at få arbejde herhjemme.

Når dyrlægerne dimitterer, så vil de gerne ud at arbejde. Men det kan være svært at få lov til.

Dansk Veterinær tidsskrift fortæller i deres seneste udgave, at mange dyrlæger søger mod Sverige, hvor jobmulighederne er bedre.

Sisse Giehm-Reese, der har differentiering i heste, havde svært ved at få job, da hun blev færdig sidste år.

»Jeg var parat til at søge i udlandet og valgte Sverige, dels på grund af sproget, dels fordi det er relativt let at få sin autorisation overført. Og så var der mange vikarstillinger som distriktsveterinær slået op,« forklarer Sisse Giehm-Reese Dansk Veterinær tidsskrift.

Hun blev kaldt til mange samtaler og endte med at takke ja til et vikariat på tre måneder i Skåne. Derefter fik hun først vikariat og siden fast job i Nordsverige.

De svenske kunder tager godt imod hende.

»De var bare glade for, at der kom en dyrlæge ud,« fortæller Sisse Giehm-Reese.

I maj 2014 var 93 dyrlæger uden arbejde, oplyser Akademikerne ifølge tidsskriftet. Mange er unge. Der var 37 arbejdsløse under 30 år, mens 37 andre var mellem 30 og 39 år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle