Nationalpark på Sjælland ét skridt nærmere

Nationalpark Skjoldungernes Land sendt i høring.

En lille tryksag vil snart lande i postkasserne hos en del beboere i Lejre, Roskilde og Frederikssunds kommuner. Det er en tryksag, der beskriver planerne om en ny nationalpark ved Skjoldungernes Land omkring Roskilde Fjord.

Forligskredsen bag nationalparkloven, alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten, er blevet enige om at sende forslaget til Nationalpark Skjoldungernes Land i offentlig høring. Dermed er Sjælland et stort skridt tættere på sin første nationalpark, og Danmark er på vej til at få sin fjerde.

»Med så bred politisk opbakning har en ny nationalpark ved Lejre og Roskilde Fjord lyse udsigter. Nu skal borgerne have lov at give deres meninger til kende, for opbakning fra lokalområdet er vigtigt i oprettelse af en nationalpark,« siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i en pressemeddelelse.

Fakta om naturen

Nationalparken omfatter det fuglerige fjordlandskab i og omkring Roskilde Fjord.

Fjorden er med sine omgivende strandenge, rørskove, søer og laguner et meget vigtigt internationalt yngle- og rasteområde for svømme- og vadefugle. Nationalparkområdet er af særlig betydning for raste- og trækfugle bl.a. Sangsvane og Havørn, som yngler på Bognæs.

Områdets væsentligste naturtyper omfatter fjord- og kystnatur, lysåben natur og skov. De lavvandede fjordområder omfatter øer og holme, strandenge og strandsumpe og

kystskrænter, og det varierede landskab rummer ferske enge, moser og overdrev, skove, søer og vandløb. Naturtyperne har stor betydning for bevarelsen af de særlige plante- og dyrearter, som optræder på nationale og internationale lister over fredede eller beskyttelseskrævende arter.

De store stats- og tidligere kongeskove ved Bidstrup, som er Sjællands næststørste skovområde. Området er varieret med bakkelandskab og åbne overdrev og rummer Boserup Skov nordvest for Roskilde og er med sit kuperede terræn og kalkrige jordbund også en meget artsrig løvskov.

Omkring 60 procent af landarealet er fredet. Godslandskaberne med bl.a. Ledreborg, Åstrup, Sonnerupgaard og Lindholm godser udgør nogle af Danmarks største fredede sammenhængende landskab bestående af en kombination af agerland, stærkt kuperede skove, overdrevsområder og vådområder.

Kilde: Miljøministeriet

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle