AgriNord styrtblødte medlemmer

Lokal tvist mellem AgriNord og LandboNord formentlig del af forklaringen på, at AgriNord har sagt farvel til otte procent af sine aktive medlemmer.

Striden om 32 konsulenters flugt fra AgriNord til naboforeningen LandboNord afspejler sig i årets medlemsopgørelse.

Mens erhvervets hovedorganisation, Landbrug & Fødevarer, det sidste år sagt farvel til 155 aktive medlemmer svarende til 4 pct., så ser det værre ud hos AgriNord.

De mistede otte procent af de aktive medlemmer, svarende til 124 medlemmer.

Den nordjyske konkurrent LandboNord har kun sagt farvel til tre medlemmer. Udviklingen er ikke den store overraskelse for Carl Chr. Pedersen, formand for AgriNord:

»Det kommer ikke helt bag på mig. For ud over den afgang, der skyldes strukturudviklingen, og som alle oplever, har vi i AgriNord haft det ekstraordinære, at nogle af vore medlemmer er flyttet til LandboNord sammen med deres rådgivere,« siger Carl Chr. Pedersen.

»Det er en del af de omkostninger, som er påført os ved LandboNords aktion, og det vil vi selvfølgelig tage med i den proces, der ligger foran os.«


I LandboNord ønsker foreningens formand, Niels Vestergaard Salling, ikke at tolke på, hvor meget af foreningens gode resultat der skyldes medlemmer fra AgriNord.

»Vi har en retssag kørende, men det er ikke mit indtryk, at det vælter ind med medlemmer derfra. Jeg synes derimod, vi har gjort en stor indsats for at lytte til medlemmerne. Og jeg er da superglad for, at vi har mistet så få medlemmer. Det giver ekstra energi til foreningsarbejdet,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle