L&F til BL: Nej, vi tager ikke ansvaret for pesticidspredning

Landbrug & Fødevarer afviser spekulationer fra Bæredygtigt Landbrug om, at organisationen påtager sig ansvaret for luftbåren spredning af pesticider med kompensation.

Det er en farlig glidebane, hvis dansk landbrug skal tage ansvaret for luftbåren spredning af pesticeder.

Det mener Bæredygtigt Landbrug, efter Landbrug & Fødevarer har valgt at kompensere økologiske æbleavlere, som har mistet penge, fordi der var fundet virkemidlet prosulfocarb på deres produkter.

»Jeg håber at dette træk alene skyldes at man enten har en helt særlig konkret viden i sagen, eller at man vil understøtte trængte og berørte medlemmers økonomi, og at beslutningen ikke beror på en normal juridisk ansvarsvurdering, for så er L&F for alvor på vej ud på et skråplan,« skriver direktør hos Bæredygtigt Landbrug, Bjarne Nigaard, i en skriftlig kommentar.

Han siger, at de fundne pesticidrester kan være havnet på frugterne ad flere veje, og at anerkende et egentligt juridisk ansvar vil være det samme som at anerkende, at dansk landbrug skal stå på mål for enhver atmosfærisk båret påvirkning.

Over for Landbrugsavisen.dk afviser Landbrug & Fødevarer, at de skulle have taget ansvaret for spredningen. Det er alene for at vise velvilje over for æbleavlerne, siger Lars Hvidtfeldt, viceformand for Landbrug & Fødevarer.

»Fra Landbrug & Fødevarers side er der tale om en ren kulancemæssig engangskompensation – der er ikke er noget ansvar i sagen,« fastslår Lars Hvidtfeldt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle