NNF og borgmester: Kede af at miste 160 Tican-jobs

Lukningen af Ticans slagteri gør ondt.

160 medarbejdere på slagterikoncernen Ticans afdeling i Fjerritslev skal formentlig ud og finde nyt job.

Det ærgrer Jim Jensen, forbundssekretær for slagterindustriområdet i Fødevareforbundet NNF.

»Det er en virkelig kedelig nyhed, at Ticans afdeling i Fjerritslev er indstillet til lukning. 160 dygtige medarbejdere står til at miste jobbet i en tid, hvor det er svært at finde arbejde andre steder,« siger Jim Jensen, forbundssekretær for slagterindustriområdet i Fødevareforbundet NNF.

Tican udbener ca. 55.000 forender pr. uge på afdelingen, men siden Rusland lukkede for import af svinekød fra EU i slutningen af januar, har det vist sig umuligt at skabe en konkurrencedygtig produktion af de produkter, som Fjerritslev- afdelingen er specialiseret i. Sådan forklarer Ticans bestyrelse beslutningen om at indstille afdelingen til lukning.

Hårdt slag for lokalsamfundet

Ticans slagteri ligger i Jammerbugt Kommune.

Lukningen af slagteriet kommer ikke bare til at have konsekvenser for de fyrede slagteriarbejdere.

»Det er en utrolig trist meddelelse vi har fået og jeg har stor medfølelse med medarbejderne og deres familier. Lukningen har også stor betydning for vores lokalsamfund,« siger Mogens Gade, borgmester i Jammerbugt Kommune (V).

Sikre fremtidige jobs

Kommunen vil nu tage aktivt del i at sikre medarbejdernes fremtid.

»Vi melder os nu på banen, så vi kan sikre fremtidige job til slagteriarbejderne. På mandag går jobcenteret, og vores Erhvervs- og turistcenter i gang med at få et overblik. Vi kunne dog godt have tænkt at være involveret noget tidligere, så vi kunne have forberedt os på situationen. Selvom det bliver op ad bakke, håber jeg vi kan finde løsninger der kan få medarbejderne videre i arbejde i kommunen,« siger Mogens Gade.

Forhandlinger starter mandag

Slagteriarbejderne på Ticans afdeling i Fjerritslev skal allerede mandag mødes med ledelsen, sammen med Fødevareforbundet NNF. Over de kommende tre uger skal man sammen forsøge at undgå så mange fyringer som muligt.

»Nu sætter vi hele vores beredskab i gang. Vi skal understøtte vores lokale tillidsrepræsentanter i forsøget på at begrænse antallet af fyringer. Samtidig gør vi klar til at hjælpe vores medlemmer videre i job eller uddannelse,« siger Jim Jensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle