Planteavlerne tjente mindre i 2013: Behov for kvælstof

Faldende afgrødepriser gav planteavlerne et hak i indtjeningen sidste år. Fokus på omkostninger, risikoafdækning og øget kvælstoftildeling er vigtig.

Videncentret for Landbrug har netop udgivet pjecen ”Produktionsøkonomi Planteavl 2014”, hvor driftsøkonomerne har beregnet et gennemsnitligt driftsresultat for 2013 på 557.000 kr.

Det er 158.000 kr. mindre end i 2012, hvor driftsresultatet udgjorde 715.000 kr. pr. bedrift.

»2013 var økonomisk set et ringere år for planteavlen end 2012. Høstudbytterne var stort set på niveau med 2012, men afgrødepriserne var faldende gennem 2013. Som eksempel faldt kapitelstaksten for hvede ca. 19 procent fra 2012 til 2013, mens den for byg faldt 18 %. Vi har desværre set prisfaldet på afgrøder fortsætte ind i 2014,« fortæller Michael Højholdt, Landskonsulent ved Videncentret for Landbrug, Planteproduktion.

Omkostninger og risikoafdækning

Landmændene kan selv arbejde for at øge indtjeningen, mener Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion.

»Set i forhold til 2012 er de økonomiske resultater for 2013 ikke tilfredsstillende. De meget lave afregningspriser, vi ser på afgrøder lige nu, betyder desværre endnu ringere udsigter for de økonomiske resultater for 2014 - og det understreger, hvor vigtigt det er at lave risikoafdækning og at have fokus på omkostninger.«

Også samfundet kan hjælpe til.

»Det er afgørende at høstudbytterne og proteinindholdet i kornafgrøderne bliver hævet væsentligt, og for at opnå det, skal vi have mulighed for at producere på samme vilkår som vores konkurrenter. Vi ser frem til, at nye muligheder for at tildele de nødvendige mængder kvælstof, vil understøtte dette til gavn for både planteavlernes og det omgivende samfunds økonomi,« siger Torben Hansen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle