Kornmarkedet steg igen efter russisk konvoj-forvirring

Kornpriserne steg igen fredag, men Jyske Markets vurderer, at markedet er ved at vænne sig til uro.

Fredag steg kornpriserne cirka 1,5 procent på MATIF, mens Chicago steg godt en procent.

Det var tilsyneladende en reaktion på, at Rusland fredag besluttede at sende en nødhjælpskonvoj over grænsen til Ukraine denom Kiev og International Røde Kors. Lørdag trak Rusland dog konvojen tilbage.

Prisstigningen kunne dog være mere markant, vurderer Jyske Markets i en kommentar.

»Det er fortsat uhyre svært at forudsige kornmarkedets reaktion på konflikten fremadrettet. Markedet virker dog efterhånden så situationsvant, at der skal reelle tal på bordet for en nedgang i kornproduktion eller eksport fra Ukraine eller Rusland, før en opadgående prisbevægelse for alvor vil indfinde sig,« skriver Jyske Markets.

Det russiske landbrugsministerium forventer nu en korneksport på 25-27 mio. tons denne sæson mod et tidligere estimat på 25 mio. tons.

Landets kornproduktion forventes at blive på 100 mio. tons i forhold til sidste års 91,3 mio. tons.


Køberne i hvedemarkedet havde fredag også et par andre grunde til at byde lidt mere for varen. I det nordlige USA og i Canada er det stadig fugtigt og køligt vejr, der præger høstdagene, og det er voksende rapporter om høj andel af vomitoxin i vårhveden.

For så vidt angår kvalitetsproblemerne for den europæiske kornproduktion, så skønner Strategie Grains, at kun 59 procent af den europæiske hvedeproduktion kan bruges til konsum mod 71 procent i sidste sæson.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle