Lammefjordskartoflen får EU-stempel: Skal sælge kartoflerne bedre

Det gavner producenterne, hvis deres varer er beskyttet med EU-stempel, mener EU-Kommissionen.

Kartoffelproducenterne på Lammefjorden har nu papir på, at lammefjordskartofler er så unikke, at de kan bruge EU’s kvalitetsstempel, BGB – Beskyttet Geografisk Betegnelse.

Diplomet blev i weekenden overrakt til laugets formand, Hans Møller Olsen, af Søren Gade, adm. direktør for Landbrug & Fødevarer. Også chefen for Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark, Laurs Nørlund, var med til overrækkelsen på Audebo Pumpestation.

Sjette danske fødevare med EU-stempel

Lammefjordsgulerod fik i 1996 af de første danske BGB-godkendelser. Lammefjordskartofler er kun den sjette danske fødevare, som opnår en BGB. Søren Gade er på landbrugets vegne stolt over, at det er lykkedes og håber, at andre danske producenter vil lade sig inspirere af den indsats, som landmænd og forarbejdningsvirksomheder på Lammefjorden har ydet.

»Nu begynder detailhandelen at ville have producenterne tættere på forbrugerne,« sagde Søren Gade.

»Lammefjorden er med til at gøre forbrugerne opmærksomme på lokale kvalitetsråvarer. Vi ved alle, at fødevaresikkerhed- og kvalitet er høj i Danmark. Men I herude er også gode til story telling, og det er med til, at forbrugerne vælger jeres produkter. I er foregangsmænd ved at sikre jeres fødevarer en identitet. Jeg synes, det er sjovt, når jeg kan servere kartofler og gulerødder for mine gæster og så fortælle dem historien om Lammefjorden.«

Gavner både forbrugere og producenter

Laurs Nørlund slår fast, at kvalitet og alsidig i fødevarer er en af EU’s store styrker. Derfor støtter kommissionen, at der dyrkes og udvikles lokale specialiteter.

»Overordnet er målet med EU’s kvalitetsordning med geografisk beskyttelse, at forbrugerne får noget at vælge imellem, og at efterspørgslen på lokale kvalitets produkter sikrer producenterne en rimelig belønning. Dermed styrkes økonomien i EU’s landdistrikter, hvilket også er et mål med BGB og tilsvarende ordninger,« fortæller Laurs Nørlund og glæder sig over, at dansk landbrug, omend lidt langsomt, begynder at bruge den type ordninger.

Mere udbredt i Sydeuropa

BGB-ordningen er indført i 1992. Foruden de seks fødevarer har regional vin fra fire danske område lov at bruge BGB-mærket. I Sydeuropa er brugen langt mere udbredt. Ca. 1.200 landbrugsprodukter og fødevarer er beskyttet, fordi de er knyttet til et bestemt område. Det gælder blandt andet parmaskinke, parmesanost, bayonneskinke og fetaost.

BGB nummer to til Lammefjorden

Hans Møller Olsen er formand Lammefjordens Grøntslaug, der samler både dyrkere og virksomheder. Lauget har nu to af de seks danske BGB-fødevarer.

»BGB er forbrugernes sikkerhed for, at kartoflerne og gulerødderne er dyrket og pakket på Lammefjorden, og at både dyrkere og virksomheder har overholdt alle de krav, der er med i den detaljerede godkendelse fra EU. Det er Lammefjordens to største produkter, der nu har EU’s kvalitetsstempel. Den udvikling, vi har sat i gang, skal fortsætte og meget gerne også i andre dele af Danmark,« siger Hans Møller Olsen.

Fjordbund holdes tør med private midler

Den ca. 5.000 hektar inddæmmede del af Lammefjorden holdes tør ved hjælp af ca. 90 km kanaler. De er forbundet med to sluseanlæg i Audebo og Gundestrup og en pumpestation i Audebo, der pumper ca. 20 millioner kubikmeter vand ud om året.

Driftsomkostningerne på knap 4 millioner kroner dækkes af beboerne på Lammefjorden. Parcelhuse betaler op til 200 kr. årligt. Landbrug betaler efter arealstørrelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle