Solen titter frem mellem regnen

Onsdag og torsdag bliver ugens vejrmæssige højdepunkter med temperaturer omkring 20 grader.

Færre byger og lidt solvisit, men stadig en del regn.

Sådan lyder stikordene til ugens vejr, hvor regnen i forhold til sidste uge aftager, og hvor temperaturerne igen bliver en anelse sommerlige.

»Vi har været plaget af en del byger de seneste dage og kølig luft fra vest, men det går nu hen mod lidt mere sommerligt vejr med færre byger, lidt mere sol og op til 20 grader. Så det ser da sådan rimelig pænt ud for ugen,« konstaterer Mogens Rønnebek, vagthavende meteorolog hos DMI.

Mandag og tirsdag er der dog stadig lidt fugt i luften med temperaturer i omegnen af 15 til 18 grader.

»Bygerne kommer lidt spredt rundt omkring og er ikke særligt kraftige, og der er også plads til sol omkring,« siger Mogens Rønnebek.

Onsdag rammer bygerne mere lokalt, mens det samtidig bliver op til 20 grader. Torsdag slipper de fleste dele af landet dog helt for dråber fra oven, og det bliver et par grader varmere endnu.

Årsagen er, at et højtryk over Norskehavet bevæger sig ind over Skandinavien og har varme med sig.

»Torsdag bliver nok den bedste dag med svag vind og mest sol. Men så ser det ud til, at der kommer noget regn ind fra vest fredag og lørdag,« fortæller Mogens Rønnebek.

Det varmere vejr ser heller ikke ud til at vare ved.

»Det kan blive lidt mere ustadigt sidst på ugen, og det bliver lidt køligere søndag og mandag. Der er ikke noget sommerligt vejr, der bider sig fast,« vurderer Mogens Rønnebek.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle