First Farms tjente 6,8 mio. kr. i første halvår

Lavere mælkepriser presser dansk-ejede rumænske og slovakiske landbrug, men opvejes af større produktion.

Det har været et fint første halvår for First Farms A/S, der ejer landbrug i Rumænien og Slovakiet.

Det viser selskabets seneste halvårsregnskab for perioden 1. januar til 30. juni 2014.

»Resultaterne er på niveau med det forventede,« skriver First Farms A/S i en pressemeddelelse.

Omsætning var på 39 millioner kroner, mens EBIT-resultatet var på 10,5 millioner kroner og med et resultat før skat på 6,8 millioner kroner.

»Mælkeprisen har i første halvår været lavere end budgetteret, men det er opvejet af en højere mælkeproduktion end budgetteret,« skriver selskabet.

Lavere mælkepris

Mælkeprisen er i andet kvartal kommet under pres, og priserne i 2. halvår vil også være lavere end budgetteret. First Farms forventer, at det delvist kompenseres af en højere mælkeproduktion.

Selskabet skriver desuden, at salgspriserne på korn og oliefrø er lavere end budgetteret, men indgåede prisaftaler i foråret 2014 dæmper effekten.

Høstudbytterne i Rumænien og Slovakiet har for vinterafgrøderne været højere end budgetteret.

FirstFarms fastholder 2014-forventningerne om et EBIT-resultat på 17-22 mio. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle