For meget forvirring om vejregler: Venstre kræver uvildig rapport

Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen beder nu trafikministeren om en uvildig rapport som grundlag for nye og lempeligere vejregler for akseltryk.

Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen lægger nu direkte pres på trafikminister Magnus Heunicke (S) i sagen om tunge landbrugsmaskiner på vejene.

Han kræver en uvildig rapport om moderne landbrugskøretøjers tryk og slid på vejene.

»Rapporten kan danne grundlag for fælles, landsdækkende regler, der gør det muligt at køre lovligt med moderne landbrugsredskaber i alle kommuner uden behov for lokalt udstedte dispensationer. I den forbindelse er det uholdbart, at reglerne i dag kan være forskellige fra kommune til kommune, hvorved maskinstationer og landmænd uforvarende kan komme til at begå lovbrud på vej fra en mark til en anden. Også i forhold til kommunernes aftaler med asfaltindustrien om vedligeholdelse af vejnettet er det vigtigt, at der tilvejebringes konsolideret, faktuel viden om landbrugsredskabers påvirkning af vejene,« forklarer Kristian Pihl Lorentzen.

Alle skal inddrages i arbejdet

Ved at bede trafikministeren sætte Trafikstyrelsen til at lave en uvildig rapport, skærer Kristian Pihl Lorentzen lige igennem flere års uenighed mellem kommunerne, asfaltindustrien og landbruget om risikoen for vejskader ved at tillade højere akseltryk på landbrugskøretøjer og samtidig også tillade mere bæltekørsel.

En uenighed, som er blevet næret af de forskellige parters rapporter med vidt forskellige konklusioner.

»Derfor er der hårdt brug for udarbejdelse af en endelig, uvildig rapport baseret på forsøg og fakta og ikke blot teoretiske beregninger. Med henblik på at sikre en velfunderet rapport vil jeg foreslå, at landbrugets organisationer, Kommunernes Landsforening og brancheorganisationen Asfaltindustrien inddrages i arbejdet,« fremhæver trafikordføreren.

Han beder samtidig trafikministeren om at skynde sig, da nye regler er ganske vigtige for landbruget.

»Vi er nødt til at sikre de transportmæssige rammevilkår for et effektivt landbrugserhverv samtidig med at vi værner om vore veje. Det er min overbevisning, at disse to hensyn sagtens kan forenes med en lempelse af de nuværende restriktive regler,« slutter Kristian Pihl Lorentzen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle