Minister hives i samråd om randzoneforvirring

Landmænd har usikker retstilstand, når kommunerne ikke kan oplyse dem om deres randzoner, mener Jacob Jensen, Venstres kommunalordfører.

For halvanden uge siden beskrev LandbrugsAvisen, at nogle landmænd har - mens de skulle i gang med at så - haft svært ved at få at vide, hvor deres randzoner skal ligge. Selv ikke, hvis landmanden spurgte kommunerne, der er vandløbsmyndighed. Det er et problem, mente fem ud af 10 landbrugscentre landet over.

Nu har Jacob Jensen, kommunalordfører for Venstre, kaldt fødevareminister Dan Jørgensen i samråd om sagen.

Det sker som reaktion på et ministersvar.

»Ministeren har tilsyneladende ikke tænkt sig at gøre yderligere ved det – hvilket jeg finder helt uacceptabelt,« skriver Jacob Jensen en email til Landbrugsavisen.dk.

»Der er tale om borgere her i landet, som ønsker at efterleve lovgivningen (uanset om de i øvrigt er enige i lovens krav). Disse borgere / landmænd kan ikke få oplyst af den ansvarlige myndighed, hvordan man skal forholde sig i en given situation.«

»Jeg indkalder derfor nu Fødevareministeren i samråd i folketingets fødevareudvalg, så vi kan få frem, om det virkelig kan passe, at vi har en minister, der accepterer en så usikker retstilstand for landmændene. Vi må få afdækket, hvilket omfang, der kan være tale om af lignende situationer rundt om i landet.«

»Jeg vil desuden spørge ministeren ind til, hvilken retsstilling landmanden har, hvis det viser sig, at landmanden pga. kommunens manglende svar ikke lever op til lovens krav. Og vi må kræve af ministeren, at han går aktivt ind i sagen, så den bliver løst.«

Fakta om sagen

Landmændene har klarhed over randzoner langs offentlige- og §3-vandløb. Men de randzoner, der skal ligge, hvor der var 2-meter bræmmer, er der ikke klarhed over på de randzonekort, NaturErhvervstyrelsen har offentliggjort. Landmænd og konsulenter kan stadig finde fejl, men selv om styrelsen siger, at der kan ske ændringer i kortene, gælder de allerede. Dette skaber uklarheder, som hverken landmænd eller den ansvarlige myndighed, kommunen, kan finde svar på.

Se ministerens svar: Link til svar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle