Regeringen: 165 mio. kr. skal tage 2500 ha jord ud af drift

Regeringen vil udtage landbrugsjord for 165 mio. kroner. Arealerne skal blive til natur og må ikke pløjes op igen.

En ny tilskudsordning skal få landmænd til at lade de lavtliggende landbrugsarealer ligge hen, så arealerne i stedet kan blive til ny natur, mindske CO2-udledningen fra markerne og tilbageholde kvælstof og fosfor.

»Nu kan vi købe større landbrugsarealer op og omlægge dem permanent til natur, så de aldrig mere bliver sprøjtet eller drænet,« siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S).

Regeringen har fra 2014-2017 i forbindelse med vækstforhandlingerne afsat 165 mio. kroner.

Pengene skal gå til at lave aftaler med landmænd, der vil lade ploven stå og lade markerne på kulstofrige lavbundsarealer henligge som natur.

De 165 mio. kroner kan give op til 2.500 hektar ny natur, vurderer regeringen.

Regeringen har på finanslovsforslaget for 2015 afsat 86 mio. kroner og dertil kommer medfinansiering fra EU, så beløbet i alt bliver 165 mio. kroner.

Fødevareminister håber på landmænd går med

Som noget nyt vil Naturstyrelsen aktivt opsøge lodsejere, der kunne tænkes at have jord, de gerne vil lade stå som natur. Arbejdet går i gang allerede i løbet af 2014.

»Vi har landet en fornem grøn tilskudsordning, som er god for både klimaet og miljøet. Samtidigt venter der en økonomisk gulerod for de landmænd, der viser grønt sindelag og holder ploven fra magre og lavtliggende jorde. Derfor håber jeg, at rigtig mange landmænd får lyst til at gå frivillighedens grønne vej, og være med i den nye ordning,« siger fødevareminister Dan Jørgensen (S).

Det er endnu uklart, hvordan ordningen præcist skal fungere. Landbrugsavisen.dk vil gerne have svar på, om regeringen har tænkt sig at opkøbe jord eller lave aftaler om at lade jorden ligge hen. Vi følger sagen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle