Afgående plantechef skal være kollega med ny chef: God kemi

Plantechef Jens Hejselbæk træder tilbage hos Lemvigegnens Landboforening. Afløseren er fundet uden for egne rækker, men den gamle chef ved, at der er god kemi.

Henrik Germundsson, 54 år og fra Hjerm, er fra august ansat som chef for plante- og miljørådgivningen på Lemvigegnens Landboforening.

Han afløser Jens Hejselbæk, 62 år, der efter 18 år nu på chefposten nu fortsætter som planteavlskonsulent.

»Jeg har selv valgt at sige farvel til lederopgaverne, så jeg kan koncentrere mig 100 procent om rådgiverfunktionen og arbejdet i marken,« siger Jens Hejselbæk i en pressemeddelelse.

De to har flere gange arbejdet sammen hinanden.

»Det er sjovt at tænke på, at vores veje har krydset hinanden flere gange igennem årene,« siger den afgående chef.

De mødtes første gang i 1977 som henholdsvis lærer og elev på Tønder Landbrugsskole. Dengang tilbage i 1977 var den unge Jens Hejselbæk nyuddannet landbrugsskolelærer, mens den endnu yngre Henrik Germundsson tog det første skridt mod uddannelsen som landbrugstekniker.

Siden har de været lærerkolleger på Lægaard Landbrugsskole i Holstebro, og de har arbejdet sammen hos DLG i Vemb.

»Vi har en god indbyrdes kemi, og jeg ser frem til samarbejdet,« fastslår Jens Hejselbæk.

Ny chef havde eget firma

De seneste 14 år har Henrik Germundsson fra Hjerm været selvstændig planteavlsrådgiver med sit eget firma, HG Agro. Han havde store og små landbrug i primært lokalområdet som kunder.

»Rådgivningen bliver mere og mere specialiseret, og jeg havde efterhånden svært ved at nå hele vejen rundt om de enkelte problemstillinger i min rådgivning. Det kneb nok især med miljørådgivningen. Derfor kom tilbuddet fra Lemvigegnens Landboforeningen meget belejligt. Landboforeningen købte mit firma, og jeg blev samtidig ansat som plantechef,« siger Henrik Germundsson.

En ekstra medarbejder i afdelingen

Med ansættelsen af Henrik Germundsson er der nu ni medarbejdere i plante- og miljørådgivningen på landboforeningen i Lemvig, og dermed er rådgivningen styrket.

»Landmændene har hele tiden behov for at optimere planteproduktionen. Hektarstøtten reduceres, og skal landmændene bibeholde dækningsbidraget i marken – eller måske ligefrem øge det – så stilles der i fremtiden endnu højere krav til markbruget. Dermed stiger kravet til rådgivning også, og de krav føler vi os klar til at honorere,« siger Jens Hejselbæk.

Henrik Germundsson har tidligere arbejdet i en landboforening. Det var i den daværende Strueregnens Landboforening, der senere fusionerede med Hjerm-Ginding Herred Landboforening og blev til Holstebro-Struer Landboforening.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle