Krisen er ovre: Fire af fem maskinhandlere tjener penge

I 2013 havde mange maskinhandlere igen overskud efter en række hårde år under finanskrisen. Det viser ny undersøgelse fra Dansk Maskinhandlerforening.

Finanskrisen i 2008 og årene efter med opbremsning af landbrugets aktiviteter gik hårdt ud over maskinhandlerne. Men nu er de fleste af dem tilbage på sporet.

Det konkluderer en ny undersøgelse fra Dansk Maskinhandlerforening.

Her har man gennegået 120 ud af 135 medlemmers regnskaber, og fire ud af fem kom ud af 2013 med overskud på bundlinjen. Nogle få af virksomhederne er personligt ejede og har derfor ikke tilgængelige regnskaber.

Undersøgelsen viser, at langt de fleste maskinhandlere har pondus til at blive i markedet og yde kunderne en god service, påpeger Dansk Maskinhandlerforening.

»Nu er de ved at være på ret kurs igen,« konstaterer Klaus Nissen, direktør for Dansk Maskinhandlerforening.

Fremgang for alle typer forretninger

Fremgangen i det økonomiske resultat for maskinhandlerne gælder for hele landet og alle størrelser forretninger - både de store, de mellemstore og de mindre tjente penge.

De pæne resultater er ikke kun gode for maskinhandlerne, men også for kunderne. Det er nemlig altid bedst at handle med sunde virksomheder, som både er der nu og i årene fremover som partner for kunderne.

»Som det ser ud nu, kan vi fortsat regne med, at vores medlemsvirksomheder er klar til at tage sig godt af deres kunder,« fastslår Klaus Nissen.

Han anser ikke de nuværende lavere priser på afgrøderne som en tilbagevenden til de tunge år med finanskrise.

»Vi skal bare vænne os til, at priserne vil have større udsving, fordi de afspejler verdensmarkedet i den omskiftelige verden, vi har. Det gælder også prissætningen på landbrugets produkter,« siger Klaus Nissen.

Han peger også på, at når maskinhandlerne kører godt rent økonomisk, er der også mere plads til at give medarbejderne ny viden, som kommer kunderne til gavn.

Hver tredje over 60 år

En udfordring i de kommende år for mange af maskinhandlerne bliver at få gennemført et ejerskifte. Ligesom tilfældet er i landbruget, er ejerkredsen inden for maskinhandlerne nemlig til den ældre side.

»En tredjedel af vores medlemmer er over 60 år, og de skal i de kommende år se sig om efter en måde at generationsskifte på,« siger Klaus Nissen, der håber at de fine regnskabstal vil udmønte sig i stor interesse for at overtage en amskinhandel.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle