Udbrud af bipest på Fyn og Sjælland

Fyn, Vestsjælland og Københavns-området ramt af ondartet bi-pest. Det er dog ikke alarmerende, siger styrelse.

Danske honningbier er flere steder - især på Fyn og Sjælland - i øjeblikket ramt af ondartet bipest.

Det skriver NaturErhvervstyrelsen i en pressemeddelelse med henvisning til data fra det Centrale Bigårdsregister.

Sygdommen optræder i bierne med varierende udbrud og på forskellige lokaliteter i de enkelte år. Sidste år var det specielt Sønderjylland, der blev ramt, og i år er der registreret flere udbrud på Fyn og Sjælland, specielt på Vestsjælland og i Københavnsområdet.

Forhindrer spredning

Ondartet bipest er en meget smitsom sygdom, som slår honningbiernes larver ihjel. For at undgå store tab i biavlen er konstant kontrol og bekæmpelse nødvendig, lyder meldingen fra NaturErhvervstyrelsen.

»Ved mistanke om ondartet bipest kræver vi, at der bliver taget kontakt til den lokale biinspektør. En tavleprøve skal indsendes til Offentlig Bisygdomsbekæmpelse, og her bliver prøven analyseret. Viser det sig, at det er ondartet bipest, vil biinspektørern behandle de angrebne bifamilier og i øvrigt inspicere alle bigårde indenfor en given radius for at forhindre spredning af den smittefarlige bakterie, som er årsag til udviklingen af ondartet bipest,« oplyser akademisk medarbejder Birgitte Lund fra NaturErhvervstyrelsen.

Forventer under 50 udbrud

Fødevareministeriet har uddelegeret overvågning, diagnose og bekæmpelse af skadegørere i biavl til Offentlig Bisygdomsbekæmpelse under Aarhus Universitet, der dermed er den danske myndighed på området.

Herfra er det vurderingen, at udbruddet ikke vil brede sig i større grad.

»Antallet af udbrud er ikke alarmerende hverken sidste år, da der blev registret 23 udbrud, eller i år, da vi indtil nu har registret 44 udbrud, og forventer næppe mere end 50 i hele landet,« siger Per Kryger, forsker og ansvarlig for Offentlig Bisygdomsbekæmpelse ved Aarhus Universitet (AU) i Flakkebjerg.

Første gang alle kan følge udbrud

Det er i år første gang, at alle med interesse for biavl via Centralt BigårdsRegister (CBR) kan følge med i, hvor i Danmark, der er udbrud af alvorlige skadegørere i honningbierne. På forsiden af CBR’s hjemmeside er det muligt at klikke sig ind på ”Udbrud af skadegørere” https://cbr.pdir.dk.

Når et udbrud bliver registreret i CBR, bliver der samtidigt fra CBR automatisk udsendt en mail med advarsel til alle biavlere indenfor en radius af to kilometer, hvis de er oprettet i CBR.

NaturErhvervstyrelsen udbetaler erstatning for tabet af de tilintetgjorte bifamilier i forbindelse med bekæmpelse af bipest.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle