Arla sænker prisforventningen for 2014: Under 3,25 kr. pr. kilo i snit

Arla Foods melder i forbindelse med deres seneste halvårregnskab, at markedet de næste 18 til 24 måneder vil være ustabilt.

Arla Foods har haft et godt første halvår, men går ind i en sværere periode.

Det er meldingen, efter selskabet har offentliggjort første halvårsregnskab for 2014.

I første halvår betalte Arla Foods i gennemsnit 3,30 kroner pr. kilo mælk, beretter selskabet. Det er over niveauet fra sidste år, hvor de betalte 2,87 kroner i samme periode.

Arla havde oprindeligt forventet i gennemsnit at udbetale 3,25 til 3,35 kroner pr. kilo mælk.

Det tal skal ned, lyder det nu. Selskabet fastholder, at afregningen i 2014 vil være rekordhøj, men lavere end forventet i begyndelsen af året.

Uforudsigeligt marked

Markedet vil i løbet af de næste 18-24 måneder vil være uforudsigeligt, og derfor er priserne under stærkt pres, melder Arla Foods’ adm. direktør, Peder Tuborgh.

»Den stigende mælkevolumen, som vi forventede efter afskaffelsen af mælkekvotesystemet i starten af 2015, slår allerede igennem nu, ikke kun for Arlas landmænd, men over hele Europa, hvor landmændene udnytter muligheden for at udvide deres forretning,« siger Peder Tuborgh i en pressemeddelelse.

»Den ekstra mælkemængde strømmer ind på mejerierne og lægger et positivt pres på vores evne til at levere en langsigtig, konkurrencedygtig mælkepris for større mængder mælk.«

Tuborgh mener dog, at mejerivirksomhederne i et større og længere perspektiv kan vente lovende resultater. Det skyldes, at verdens middelklasse vokser, at flere forbrugere har råd til at købe mejeriprodukter, og at de skaber en stabil efterspørgsel efter sunde, næringsrige og sikre mælkeprodukter.

Stigende omsætning

Arlas omsætning steg med 11 procent i første halvår, fra 25,7 milliarder til 39,8 milliarder kroner.

For hele året forventer Arla en omsætning på 79 milliarder kroner og et nettoresultat på cirka 2,4 milliarder kroner.

Vækst på nye markeder

Arlas omsætning i Mellemøsten og Afrika var steg med 17 procent, og omsætnignen i Kina blev fordoblet.

Det russiske marked viser tegn på betydelig fremgang, melder Arla, men Ruslands forbud mod import af fødevarer fra lande, der har indført sanktioner mod landet, bliver imidlertid en udfordring.

Vækst på egne varemærker

Arlas egne brands som for eksempel Arla, Lurpak og Castello voksede med syv procent i første halvår sammenlignet med samme periode sidste år.

Arla Foods Ingredients med salget af mælkeproteiner og værdiforædlede ingredienser som funktionelle mælkeproteiner steg med 8 procent til 1,3 milliarder kroner i første halvår 2014 sammenlignet med samme periode sidste år.

Salget i Arla Foods Ingredients forventes at stige markant i det kommende år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle