Direktør køber op i First Farms

Adm. dir. Anders Holger Nørgaard tror på forretningen og køber for knap 47.000 kroner aktier.

Anders Holger Nørgaard tror på det firma, han leder i det daglige. Så nu har han købt 885 aktier til kurs 53 – altså for 46.905 kroner i alt.

»Jeg er aktionær og investor i det, ligesom alle andre investorer. Jeg placerer jo penge i det, fordi jeg tror på, at der er en veldrevet forretning og det giver et afkast,« forklarer adm. direktør Anders Holger Nørgaard.

First Farms A/S, der ejer landbrug i Rumænien og Slovakiet, havde i første halvår 2014 en omsætning på 39 millioner kroner og et resultat før skat på 6,8 millioner kroner. Det er på niveau med forventningerne.

Mælkepris presser

Den dalende mælkepris presser firmaet, men selskabet forsøger at gardere sig mod faldet.

»Ruslands importforbud påvirker os på samme måde som de danske landbrugsproducenter, men tidligere. Vi er mælkeproducenter på et europæisk marked, men ofte rammer effekten før i Østeuropa, end den rammer i Nordeuropa. Markedsforholdene er en smule anderledes. Der er mindre aftagere, og jeg forestiller mig, at de store mejerier har længere kontrakter. I Østeuropa er det mere spotpris, fra dag til dag, og det giver en prisfølsomhed,« forklarer direktøren.

»Det er selvfølgelig noget, som vi prøver på mest muligt at sikre os mod. Det gør vi ved at undersøge markedet og finde stærkere aftagere, der tænker mere langsigtet.«

Høsten er stadig i gang i Rumænien og Slovakiet og udbytterne ser gode ud, beretter Anders Holger Nørgaard.

»Forventningerne er positive, men der er et voldsomt prispres på afgrøderne, og det har selvfølgelig en afsmittende negativ effekt,« siger han.

FirstFarms har dog indgået priskontrakter i foråret.

»Vi har afsikret en væsentlig del af forventede høst.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle