L&F: Bredbånds-penge skal ikke hentes i landpulje

Landdistriktsmidler har andre gøremål end bredbånd, lyder det fra Landbrug & Fødevarer. De fastholder, at en genforhandling af teleforliget er nødvendig.

Et nyt forslag fra Kommunernes Landsforening om at sætte landdistriktsmidler af til at udbrede bredbånd og mobildækning i yderområder møder modstand fra Landbrug & Fødevarer. Det er finansieringen, der splitter de to parter.

»Der er rigtig mange, der gerne vil have del i landdistriktsmidlerne, og det kan jeg også godt forstå, men de har altså fået øje på den forkerte kasse. For landdistriktsmidlerne har allerede andre vigtige gøremål såsom den nye miljøregulering og opfølgning på vandplanerne og øget produktivitet på landbrugene. Hvis man vil digitalisere ud til alle hjørner, har man også en forpligtelse til det,« siger Lone Andersen, næstformand i Landbrug & Fødevarer.

Indfør forsyningspligt

Lone Andersen peger i stedet på teleforliget fra 1999, der kun sikrer borgerne adgang til visse basale teleydelser med undtagelse af bredbåndsforbindelser. Men ifølge Landbrug & Fødevarer bør bredbånd være en ret for alle.

»Vi er fuldstændig enige i, at det er vigtigt at få bredbåndsforbindelser ud til alle hjørner af Danmark, men vi er uenige i finansieringen. For vi mener ikke, at pengene fra landbruget skal bruges til bredbånd. Det er en offentlig opgave, der i virkeligheden bør være en forpligtelse på lige fod med el og vand. Vi holder i stedet fast på, at man åbner teleforliget fra 1999,« siger Lone Andersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle