L&F: Landbruget begrænser besøg på svinegårde

Landbrug & Fødevarer begrænser adgangen til svinebedrifter indtil videre, efter minister har meldt ud, at skoleklasser ikke skal besøg MRSA-smittede besætninger.

På et samråd i Folketinget i går, onsdag, har sundhedsminister Nick Hækkerup (S) slået fast, at skoleklasser og andre nysgerrige ikke fremover skal have adgang til svinebedrifter, der er kendt MRSA-positive.

Ministeren har samtidig garanteret, at der hurtigst muligt vil foreligge en ny vurdering, der skal beskrive, hvordan man skal forholde sig til besøg i MRSA-positive besætninger.

»Vi tager myndighedernes beslutning til efterretning. Det betyder, at vi midlertidigt stopper for besøg af større grupper, der ikke har et erhvervsmæssigt formål, i alle svinebedrifter. Helt konkret har det den konsekvens, at vi i næste uge må udskyde to skoleklassers besøg i svinestalde,« siger formand i Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion Erik Larsen.

Arbejdet fortsætter

Fødevareminister Dan Jørgensen, der også var med på det åbne samråd i dag, har for nyligt lanceret en fempunktsplan, der skal begrænse smittespredning. Det drejer sig blandt andet om tøjvask og håndvask, når man forlader staldene samt en rådgivningstjeneste, der skal rådgive landmændene i at håndtere MRSA. Landbrug & Fødevarer støtter denne plan, der er en forlængelse af den praksis, der har været i erhvervet i årevis.

Landbrug & Fødevarer understreger, at der ikke vil være nogle ændringer i vejledningerne til ansatte i erhvervet, der fortsat trygt kan varetage deres arbejde i svinebesætningerne

»Det er vigtigt, at danskerne trygt kan besøge landbrug og få et indblik i, hvordan den moderne, danske fødevareproduktion foregår. Derfor er det vigtigt at understrege, at vi ikke ser dette her som en permanent løsning. Vi vil nu sammen med myndighederne have klarlagt, præcis hvordan man skal håndtere denne udfordring i fremtiden. Vi afventer embedsværkets vurdering,« siger Erik Larsen.

Det er endnu uvist, om ministerens anbefaling får konsekvenser for Åbent Landbrug den 21. september.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle