LandboThy: Mere kvælstof giver 783 kr. ekstra pr. hektar

Landmænd i Thy og på Mors går hvert år glip af en nettogevinst på 60 mio. kr. på grund af skrappe gødningsregler. Det viser kvælstofforsøg i LandboThy.

En nettogevinst på 783 kr. pr. hektar, eller en samlet gevinst på cirka 60 millioner kroner om året.

Det er, hvad landmænd i Thy og på Mors går glip af i mistet udbytte hvert år, fordi deres afgrøder ikke må få tilført det kvælstof, de har brug for.

Det viser beregninger foretaget på baggrund af en række lokale kvælstofforsøg med ekstra kvælstoftilførsel, som LandboThy har gennemført i 2014, og som netop er afsluttet.

Resultaterne dokumenterer endnu en gang de enorme omkostninger, der er forbundet med de danske gødningsregler, der tvinger landmænd til at udpine landbrugsjorden og gødske 15 pct. under det niveau, som planterne kan optage.

Kan skabe opmærksomhed

»Det vil glæde mig meget, hvis vi med vores lokale forsøg kan være med til at skabe opmærksomhed om, hvor stor en værdiskabelse, vi går glip af, både som landmænd og som samfund, ikke mindst i en landsdel som vores, hvor landbruget betyder virkelig meget,« siger Morten Yde, formand for LandboThy.

Han glæder sig også over den opbakning, som seks nordjyske borgmestre allerede har givet landbruget ved at søge foretræde for miljøministeren. Her vil de udtrykke deres bekymring for de skrappe miljøregler, som landbruget er underlagt, herunder reglerne for kvælstoftilførsel.

»Jeg er rigtig glad for, at min egen borgmester fra Thisted Kommune, Lene Kjeldgaard Jensen (V) er med til at tage teten,« siger Morten Yde.

11 kvælstofforsøg

LandboThy har gennemført i alt 11 kvælstofforsøg placeret rundt omkring i Thy og på Mors.

I forsøgsplanen blev vinterhvede i fire sprøjtespor tilført kvælstof efter henholdsvis norm og plus 40 kilo kvælstof.

Resultatet, der nu er gjort op viser, at der i gennemsnit er opnået en nettogevinst på 783 kr. pr. hektar ved at tilføre de ekstra 40 kilo kvælstof i forhold til normgødskning.

Dette under forudsætning af, at kornet opfodres på bedriften.

Af de 783 kr. udgør de 307 kr. den ekstra proteinværdi, der er opnået.

Forudsætningerne

I beregningen indgår kornet med en pris på 120 kr./hkg, soyaprisen med 295 kr./hkg og kvælstofprisen med 8 kr./kilo.

I Thy og på Mors er der anslået et landbrugsareal i omdrift på 82.000 hektar.

Forsøgene, der er sponsoreret af Thyfonden, blev sat i værk for at skabe debat om den gevinst, landmænd og samfund går glip af ved at skulle slås med kvælstofnormer under økonomisk optimum.

De seks borgmestre

De seks nordjyske borgmestre, der har skrevet og søgt foretræde for miljøminister Kirsten Brosbøl (S) er:

Lene Kjeldgaard Jensen (V) fra Thisted, Knud Kristensen (K) fra Vesthimmerland, Mogens Gade (V) fra Jammerbugt, Mogens Jespersen (V) fra Mariager Fjord, Leon Sebbelin (R) fra Rebild og Mikael Klitgaard (V) fra Brønderslev.

Ministerbesøg

Fødevareminister Dan Jørgensen kommer på besøg i Thy og på Mors 8. september.

Her vil han bl.a. få en redegørelse for LandboThys kvælstofforsøg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle