Minister: Sanering af MRSA-besætninger er dyrt og uholdbart

Dan Jørgensen fastholder, at sanering er for dyrt og ikke løser problemet med MRSA i danske svinestalde.

Screening af alle svinebesætninger og efterfølgende sanering af besætninger med MRSA er ikke vejen frem.

Det slog fødevareminister Dan Jørgensen (S) fast under onsdagens samråd i Folketingets Fødevareudvalg om MRSA.

»Vi undersøger alle muligheder for at begrænse smitten med MRSA. Vi mener ikke, at sanering er nogen farbar vej,« sagde ministeren på mødet.

MRSA kom igen i Norge

Fødevareministeren kom med et eksempel fra Norge, hvor de har fundet 24 MRSA-positive besætninger ud af cirka 1000. Ud af de 24 sanerede besætninger er MRSA kommet igen i to af dem.

»Vi har en større produktion i Danmark end i Norge. Faren for reintroduktion er større. Man har ikke løst problemet i Norge, men blot gjort noget ved det kortvarigt,« sagde Dan Jørgensen.

Fra en screening af danske svinebesætninger i 2011, hvor man testede knap 200 besætninger, havde 16 procent af besætningerne MRSA. En sanering af 19 procent af svinebesætningerne vil koste 3,5 mia. kroner. Ministeren forventer, at det beløb er steget markant i takt med smittespredningen.

»Vi har nu en formodning om, at omkring 50 procent af svinebesætningerne i Danmark har MRSA. Det vil betyde, at en sanering vil koste næsten ni milliarder kroner kroner. Det er foruden omkostninger i forhold til reintroduktion og tab af eksport,« sagde Dan Jørgensen.

Resultaterne fra den nye screening af 200 besætninger vil være klar senere på året. En screening af samtlige danske besætninger vil ifølge ministeren koste 100 millioner kroner.

»Ud fra mine oplysninger fra Fødevarestyrelsen giver stikprøver af 200 besætninger et lige så validt resultat som, hvis man undersøger alle besætninger,« fastslår Dan Jørgensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle