VikingDanmark køber majoritet i SimHerd

Avlsselskabet ejer nu 51 procent af aktierne i selskabet, der hjælper kvægbedrifter med simuleringer.

Skal en kvægbedrift investere i et nyt produkt?

Det kan være svært at finde ud af, men det er lidt lettere med SimHerd, der markedsfører ydelser og produkter til dyrlæger, rådgivere og landmænd baseret på egen simuleringsmodel.

Nu køber VikingDanmark 51 procent af aktierne i SimHerd A/S.

»En af vores værdier er at rådgive på et fagligt solidt grundlag. Derfor er vi gået aktivt med i SimHerd, da det er et fantastisk værktøj til at inddrage økonomiske betragtninger i forhold til forskellige udviklingsscenarier,« siger Hans Peter Bay, direktør i VikingDanmark, i en pressemeddelelse.

SimHerd A/S blev skabt i marts 2010. Det var som et spin-off af Aarhus Universitet og innovationsmiljøet Borean. Netop Borean går kun ind i virksomheder i starten, for at give et skub mod kommercialisering. Derfor har Borean nu som planlagt solgt deres aktier.

Aarhus Universitet forbliver medejer med 29 procent af aktierne. SimHerd-medarbejderne Jehan Ettema og Søren Østergaard køber hver 10 procent.

»VikingDanmark, der ejes af danske kvægbrugere, har udvist stort engagement for vores virksomhed og vores planer for fremtiden. De bakker fuldt op om at fortsætte og videreudvikle SimHerds aktiviteter i forhold til nuværende produkter og kunder,« siger Søren Østergaard, direktør for SimHerd A/S, i pressemeddelelsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle