Nu tjekker NaturErhverv landbrugene med droner

NaturErhvervstyrelsen undersøger, om droner kan gøre arealkontrollen lettere og bedre.

Den grønne knap blinker, fire propeller snurrer, og langsomt stiger en drone på størrelse med en middagstallerken op over narturarealet og bevæger sig hen langs hegnet. Kontrolløren styrer dronen med sin fjernbetjening og kan samtidig se på en skærm, hvad dronen filmer.

Det skriver LandbrugsAvisen i fredagens udgave.

Peter Eigaard, enhedschef i NaturErhvervstyrelsen, forklarer:

»Vi vil se, om vi kan spare tid. Vi bruger 47.000 timer om året på arealkontrol, og mindst halvdelen af timerne er i felten,« siger han.

Peter Eigaard håber, der er tid at spare. Med den nye EU-reform af landbrugspolitikken skal der kontrolleres endnu mere end før og endda i løbet af kort tid i vækstsæsonen.

»Vi skal nå mere og får ikke flere resurser. Og vi vil gerne nå det, så vi kan udbetale støtten til tiden,« siger han.

Foreløbig er kontrol med droner et pilotprojekt, som skal vise, om det er fornuftigt at kaste sig ud i, og på samme måde vil styrelsen prøve kontrol via helikopter.

Marianne Harild Sørensen, der er den første landmand, hvis naturarealer og dyr bliver kontrolleret med dronerne, ser positivt på kontrol med droner. Inden kontrollen spurgte NaturErhvervstyrelsen, om hun var indforstået med det.

»Jeg kan godt se, at det kan være en fordel at se på arealerne oppefra,« siger hun og tilføjer, at landmænd jo er vant til at blive kontrolleret på luftfotos.

NaturErhvervstyrelsen holder sig også 150 meter fra naboer og større veje, så dronerne ikke generer nogen.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle