Våd weekend med en anelse sol i vente

Temperaturen holder sig i underkanten af 20 grader i en weekend med en del regn og en anelse sol.

Især i Jylland står der endnu uhøstede kornmarker, og det er højst usikkert om det bliver i weekenden at kornet vil blive fældet af mejetærskere.

I hele landet vil det nemlig være en god idé at holde en paraply inden for rækkevidde, selvom der formentlig også bliver enkelte stunder til at nyde solen.

Bygerne begynder allerede fredag morgen, når en front trækker ind over landet fra sydvest. Dermed er linjen lagt for resten af weekenden.

- Man skal ikke regne med, at det holder tørt. Alle får glæde af regnen, og det er mere et spørgsmål om, hvornår bygerne lige passerer hen over hovedet på folk. Nogle steder kan sagtens få 10 millimeter regn eller mere i løbet af weekenden, fortæller vagtchef Henning Gisselø fra DMI.

Mens fredag og lørdag ser regnfulde ud, tyder det på, at søndag kan blive mere solrig.

- Søndag er lidt mere spændende. Der bliver lidt mere kig til solen generelt i hele landet, og selvom der er skyer, kommer de ikke nødvendigvis til at være alle steder. Alle er stadig i farezonen, men ikke så længe ad gangen, forklarer Henning Gisselø.

Trods risikoen for regn ser temperaturen ud til at holde sig i underkanten af de 20 grader i hele weekenden. Og når den nye uge begynder, vil det ustadige vejr formentlig forsvinde.

- Allerede mandag kunne det godt blive en smule bedre, og tirsdag og onsdag bliver det gradvist mere stabilt vejr med mere sol. Det ser helt sikkert ud til, at det bliver bedre både nedbørsmæssigt og solmæssigt, lyder det fra Henning Gisselø.

/ritzau og LandbrugsAvisen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle