
Foto: Ove Høeg Christensen.
Opfinderen af SyreN, Morten Toft, Biocover, fik travlt med at informere om forsuringsmetoden, da den blev ligestillet med nedfældning som følge af en ændring af husdyrbekendtgørelsen.
*NYHED
Firma: Biocover
Standnummer: G-5694
Forsuring på gyllevognen virker ved, at flygtig ammoniak omdannes til kvælstofforbindelser, der ikke fordamper.
Forsuring er derfor et interessant alternativ til nedfældning, der kræver større effekt og tilmed giver køreskader.
Den nye SyreN-metode, der er udviklet af Morten Toft, Biocover, virker på grundlag af almindelig kendt kemi. SyreN-anlægget tilsætter svovlsyren (1-3 liter/kubikmeter) afhængig af det øjeblikkelige behov for at reducere pH (surhedsgraden). Doseringsanordningen, der iblander svovlsyren, er tilsluttet gyllevognens flowmåler. SyreN-udstyret kan derfor påbygges alle bestående gyllevogne, der har flowmåler til kontrol af dosering.
SyreN er testet i officielle afprøvninger gennem 2010-sæsonen. Her er påvist, at SyreN kan reducere fordampningen af ammoniak i mindst lige så høj grad som ved nedfældning af gylle.
Til SyreN er udviklet et avanceret styresystem. Styringen virker ikke alene 'internt' på traktorens og gyllevognens funktioner.
Data fra hvert afsluttet job sendes automatisk via mobilnettet, som var det en sms-besked. Denne registrering af data fra udbringningen skal bruges som dokumentation for myndigheder og andre.