Modige valg gav nyt fokus, ny forretning og ny fremgang for Mertz

Lukning af to forretninger og byggeri af en helt ny afdeling har givet nye gear i Johs. Mertz i form af nye digitale løsninger, bedre service og et større geografisk område. Mertz er nomineret til Årets Vækstvirksomhed ved vækstkonferencen 2018.

Bestyrelsens besked til Per Mertz i 2015 var klar:

"Vi var for uoverskuelige og komplekse med skov, jagt og landbrug i en stor pærevælling. Samtidig var lokalerne fra 1970erne, og vi var med over 100 ansatte for omkostningstunge", fortæller Per Mertz, ejer gennem mere end 30 år.

De strategiske overvejelser, der skulle sikre virksomheden 100 år mere, mundede ud i nogle store valg. Nyt fokus kun på landbrug. Helt ny forretning i Maribo erstatter to ældre i nabobyerne. Og så ellers tempo på digital udvikling og service.

Valgene blev truffet, kort før to store koncerner meldte deres indtog i en branche udfordret af små marginer.

Og de har været med til, at Per Mertz i dag kan stå i nye, lyse lokaler med værksted, centrallager og salgsafdeling og føle, at han er foran de nye store, der stadig har travlt med at lukke afdelinger og rationalisere.

opsigelser har kostet

Derudover har han fået ny medejer og adm. direktør i Christian Holst. Og der er indgået nye aftaler om salg længere oppe i det sjællandske samt på Bornholm - og omsætningen gik markant frem i 2017. Bundlinjen lader dog endnu vente på sig.

"Opsigelser af medarbejdere har kostet os en del. Målet er en indtjening på 3 pct. af omsætningen", siger Per Mertz.

I dag udgør salget af New Holland og Case IH-traktorer og mejetærskere samt Ropa og øvrige maskiner 75 pct. af omsætningen, mens reservedele og værksted har resten. De brugte maskiner er blevet samlet i Nykøbing F under Per Mertz’ ledelse. Netop det at få de brugte maskiner omsat er traditionelt det, der kan afgøre økonomien for en maskinhandler.

"Det er en stor fordel at have dem ét sted. Nykøbing er godt strategisk i forhold til Østeuropa. Opkøberne kommer forbi til kaffe på vejen, og vi eksporterer op mod 30 procent", siger Per Mertz.

Nøgletal, mio. kr. 20162017 
Omsætning271,6345,6 
Resultat før skat-9,22,3 
Antal ansatte8797 

Faktaboks

Ny fokusering på landbrug

  • Stiftet i 1915 i Nykøbing F af Johannes Mertz.
  • Er nu fuldt fokuseret på landbrug. Afdelingerne for park og have samt jagt, fritid og fiskeri blev skilt ud i egne selskaber. Tanken er på sigt at sælge disse helt fra.
  • Tidligere har Mertz også haft en stor forretning inden for silobyggeri. Denne blev solgt fra i 2008.
  • Ejet af Per Mertz, der er tredje generation. I de kommende år sker ejerskifte til Christian Holst, der nu ejer 10 pct.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.