Stor lancering fra John Deere: Flere varianter i nye stortraktorer

John Deeres 8R-serie vokser ikke synderligt i størrelse. Til gengæld bliver der flere typer af bælteundervogne at vælge mellem. Ny er 8RX, som byder på fire bælter.

John Deeres kommende 8R-serie, som får premiere på Agritechnica om et par uger, byder på en række nyheder i form af både undervogn og komfort, fremgår det i en pressemeddelelse, som John Deere netop har sendt ud på de nye traktorer.

8R-serien anno 2020 kommer til at bestå af seks forskellige modeller: 8250R, 8280R, 8310R, 8340R, 8370R og 8410R. Effektmæssigt spænder de fra 250 til 410 hestekræfter (nom. effekt), og der gemmer sig fra 295 til 458 hestekræfter ved maksimal effekt inklusiv IPM, John Deeres navn for boost-funktionen i motorerne.

Men som den første producent på markedet kommer John Deere til at tilbyde de fire største modeller i serien i tre forskellige varianter, 8R, 8RT og 8RX.

Betegnelserne dækker over den normale 8R med traditionel hjulmontering, 8RT med ét stort bælte i hver side og den nye 8RX, som får ét bælte i stedet for hvert hjul - altså fire af slagsen i alt.

John Deere begrunder 8RX med, at den nye variant vil være væsentlig mere stabil på stigninger i forhold til løsninger med to bælter.

Med de nye modeller får 8RT-varianten også flere heste. Indtil nu har man kun kunnet få 8RT op til 8370RT, men fremover får man altså gavn af topmodellen 8410RT på 458 heste.

Samtlige kræfter i alle modeller leveres af John Deeres 9,0 liters PowerTech PVS- og PSS-motorer.

Massage i sædet

Komfortmæssigt har John Deere heller ikke undladt forbedringer for chaufføren. John Deere har i forvejen 360 graders LED lys, men det bliver nu forbedret med 60 pct. lover Deere. Samtidig er der plads til 11 liter i det nye køleskab, der er omtrent dobbelt så stor som den nuværende ditto. Radioen får desuden en 6,5 tommer store touchskærm og vil komme til at fungere som et infotaintment-system.

Massagefunktion i sædet er også en af nyskabelserne, og sædet har i øvrigt også varme og ventilation indbygget.

På de nye 8R-traktorer flytter John Deere klimaanlægget ned under førerhuset. Det giver mere plads i højden, men det reducerer også lydniveauet i kabinen, oplyser John Deere.

I den seneste tid har næste generation 8R også fået omtale, fordi den bærer rundt på en ny trinløs transmission fra John Deere. De detaljerede informationer om selve transmissionen holder John Deere dog tilbage endnu, men alle modeller på nær 8410R kan fås med AutoPowr-transmissionen, ligsom e23 powershift-transmissionen bliver til rådighed på samtlige modeller. På de fire mindste i serien kan du få en mindre 16 trins powershift-variant.

Lettere at få fat i data

StarFire 6000 antennen bliver naturligvis også til rådighed på 8R, dog som ekstraudstyr. Her vil John Deere samtidig lancere det nye AutoSetup system, der gør det muligt at downloade alle mark- maskin- og redskabsdata, der er behov for til de enkelte marker - for at sikre, at traktoren er klar til kørsel, så snart den rammer marken.

I princippet kan man altså hente A-B linjer ned til forskellige traktorer. Det samme gælder hydrauliske indstillinger, liftindstillinger og så videre fra én traktor til en anden, hvis man skal lave den samme opgave - blot med en anden traktor foran.

Det hele bunder i, at al data gemmes online i en cloud-løsning, hvor man som bruger hurtigt kan hente data ned fra. Alle data er også tilgængelig i John Deere Operations Center.

Med AutoSetop bliver det også muligt at lave opgaver på forhånd fra kontoret. For eksempel en opgave med sprøjten med væskemængde, markkort og traktorens indstillinger.

Hvis du allerede har en John Deere traktor, kan du få eftermonteret AutoSetuop. Det kræver blot, at du har den seneste Generation 4 terminal, hvor man via en softwareopdatering kan hente systemet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.