
Foto: Trimble.
GeoTeam, der er dansk forhandler af Trimble til både landmålere og landbrug, sænker nu priserne for mobil-RTK.
GeoTeam sænker nu den årlige licenspris på RTK-autostyring over mobilnettet. Prisnedsættelsen berører de brugere, som har to eller flere traktorer eller mejetærskere, der benytter systemet.
Det betyder, at prisen for første licens stadig koster 7.500 kroner om året, men at prisen for de næste enheder bliver 3.500. Det er omtrent en halvering af de tidligere priser.
"Vi har haft mange brugere, der har været interesserede i at få den fleksibilitet, som mobilnettet giver, men har fundet prisen for høj på en gård med flere enheder," forklarer Søren Ellegaard, direktør og medejer af GeoTeam.
Han erkender samtidig, at der er kommet flere spillere på banen, og at prisreduktionen derfor også har et konkurrencemæssigt islæt.
Lej RTK-basestation
På gårde, hvor markerne ligger samlet, kan det være fordelagtigt at have egen basestation. Hermed har man sit eget radiobaserede netværk, som til en fast årlig pris kan bruges af et ubegrænset antal traktorer på markerne.
For også at gøre denne løsning fordelagtig gør GeoTeam det nu muligt at leje en RTK-basestation for 12.000 kr. pr. år. Det er betinget af, at gården leverer strøm og lægger lade-, eller silotag til montagen.
Derudover kræves det, at man køber mindst et Trimble Autopilot System.
New Holland var først til at tilbyde RTK-autostyring, hvor signalerne hentes ned til traktoren via mobilnettet.
Claas er en af udbydere på markedet, der i dag tilbyder en løsning med mobile RTK-signaler fra GeoTeam. De kalder løsningen Claas GPS Pilot RTK Mobil, og den styres over den såkaldte Outback S3-skærm.