En kæmpebrand hærgede i aftes en gård med 5.000 grise i Ruds Vedby. Ifølge Falck og politiet er samtlige grise kommet ud af bygningerne i god behold.
Flere af grisene aborterede dog på grund af stress, men alle overlevede tilsyneladende branden, og de er nu stuvet ind i andre stalde på gården, indtil der findes en anden løsning, skriver DR Sjælland.
Redningsmandskab fra Kalundborg, Sorø, Mørkøv og Ruds Vedby samt Falck og Politi deltog i arbejdet. Flere redningsfolk er siden kommet til observation for røgforgiftning.
Det er stadig uvist hvad der udløste den voldsomme brand, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
ebo