
Foto: Arkivfoto/Max Madsen
Formanden for foreningen af John Deere-forhandlere i Danmark har fået mundkurv på efter torsdagens møde omkring den kommende kontrakttegning.
Der er dyb tavshed omkring udfaldet af mødet mellem de danske John Deere-forhandlere i torsdags, erfarer landbrugsavisen.dk.
Mødet blev tilrettelagt i kølvandet på opsigelsen af tre John Deere-forhandlere på Sjælland i forrige uge.
"Jeg har fået mundkurv på, og må ikke udtale mig om noget lige nu," forklarer konstitueret formand for forhandlerforningen, Heinrich Jochimsen, der er medejer af Maskincenter Feldsted i Aabenraa.
Ingen respekt
Det skyldes ifølge ham, at hans udtalelser andetsteds i landbrugspressen ikke er blev behandlet med respekt.
Heinrich Jochimsen overtog formandsposten, da den daværende formand, Hans Erik Karlshøj, direktør hos Næstved-Karise Maskincenter, fik sin opsigelse som forhandler af John Deere.
Færre forhandlere
Som LandbrugsAvisen skrev fredag 12. marts 2010 i sidste uge, har den tidligere og den nuværende formand erfaret, at antallet af John Deere-forhandlere i Danmark skal skæres drastisk ned til omkring 12 til 16 stykker.
Desuden er der i følge dem lagt op til stramninger med hensyn til eksklusivitet overfor mærket, det vil sige krav om hvor mange eller få andre mærker en John Deere-forhandler må have i forretningen. Disse udtalelser er dog blevet afkræftet af direktør Otto Freiesleben fra John Deere importøren, Nellemann Agro.