En mand er blevet dræbt, da han kørte sin bil frontalt ind i en grisetransport på Hjardemålvej nord for Thisted, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Manden er ikke endeligt identificeret, men ifølge politiet er der formentlig tale om en 56-årig mand. Kort før kollisionen med grisetransporten fik politiet en anmeldelse om brand på netop den 56-åriges adresse.
Manden blev dræbt på stedet ved sammenstødet med grisetransportens førerhus. Samtidig væltede lastbilen, og cirka 100 grise slap ud af vognen.
I timerne efter ulykken løb grisene fortsat frit omkring i området, oplyser politiets vagtchef.
Ritzau