Hver tredje landmand ved Horsens Fjord må dreje nøglen om. Det samme må mellem hver tredje og hver fjerde landmand ved Randers Fjord. Det sker hvis Miljøministeriets vandplaner vedtages, skriver DR Østjylland.
Finn Pedersen, der er formand for Østjysk Landboforening siger, at han er alvorligt bange for, at planerne er begyndelsen til enden for østjysk landbrug.
Hans formandskollega i Kronjysk Landboforening Anders Laustsen har regnet ud, at mellem hver tredje og hver fjerde landbrug omkring Randers Fjord må lukke, hvis planerne gennemføres. Der er lagt op til udgifter på mellem 200.000 og 600.000 kr. pr. landmand.
Finn Pedersens regnestykke fortæller om udgifter på 630.000 kr. for et landbrug ved Horsens fjord. Der er indkaldt til stormøde om sagen i de midt- og østjyske landboforeninger 12. april.
ebo