Da Landboforeningen Nordthy mandag aften holdt generalforsamling lod formand Niels Jørgen Pedersen, også viceformand i Landbrug & Fødevarer, skinne igennem, at han ikke stoler på, at den nye protestforening Bæredygtigt Landbrug kommer til at gavne danske landmænd, snarere tværtimod.
Det var første gang, Niels Jørgen Pedersen udtalte sig om emnet. Han blev provokeret af en henstilling fra Leo Jørgensen, tidligere landsformand for Landboforeningernes Deltidsudvalg, om ikke at bekæmpe bæredygtighedsforeningen, men se det positive i at 'græsrødderne' bevæger sig.
I en økonomisk krisetid og med truslerne fra Grøn Vækst og vand- og naturplaner kunne det bruges til at forklare politikerne, at den nye forening må tages som udtryk for, at Landbrug & Fødevarer har svært ved at styre medlemmerne, mente Leo Jørgensen.
Ødelægger troværdigheden
Niels Jørgen Pedersen gav udtryk for, at han er forarget over, at foreningen profilerer sig på, om man er træt af Landbrug & Fødevarer.
"Foreningen er etableret af en samling vestsjællandske godsejere, der siger, at forureneren må betale, og fra deres vinkel som planteavlere mener de, at det er husdyrbrugerne, der skal have regningen," sagde Niels Jørgen Pedersen, der er nervøs for at den højtråbende forening kan ødelægge troværdigheden af det arbejde, som Landbrug & Fødevarer politisk og fagligt er dybt involveret i over for regering og politiske partier.
Må tale med én stemme
"Indgangen til politikerne har vi i Landbrug & Fødevarer, og jeg synes, det er utrolig vigtigt, at vi lærer at stå sammen og tale med én stemme," sagde Niels Jørgen Pedersen, der også bad sine medlemmer notere, at bæredygtighedsforeningen "er trukket" af nogle få private rådgivere, altså konkurrenter til det etablerede system.
I øvrigt undrede det ham, at landmænd er villige til uden videre at betale et kontingent til den nye forening på 1.600 kr., når kontingent til lokale landboforeninger for de største bedrifter er højst 1.400 kr.
Vi vil høre jer!
Leo Jørgensen, der ikke har i sinde at melde sig ind i den nye forening, men gav opbakning til sin egen organisation, var alligevel glad for, at nogle gider "sparke i græsset", når de føler sig gået for nær, som det er kommet til udtryk med dannelsen af den nye forening.
"Vi ved, at Landbrug & Fødevarer gør en masse, men det er ikke synligt nok. Vi vil overbevises om, at der sker noget, og det skal I i Landbrug & Fødevarer forholde jer til," returnerede Leo Jørgensen.
Også Christian Kappel appellerede til, at landmændene, der går derhjemme på staldgangen og slider, kan høre det og få mere tydelig opfattelse af, at Landbrug & Fødevarer arbejder for dem. Han opfordrede Landbrug & Fødevarer til at gå i dialog med foreningen Bæredygtigt Landbrug.
pil