Kursen på schweizerfranc har i denne uge været helt oppe i 5,73. Dermed er den hidtidige rekord fra 1. juli i år på 5,70 kr. slået.
Alene de seneste par uger er kursen steget voldsomt. Så sent som 10. august var kursen nede 5,36, men siden er det gået stærkt.
En klart bedre økonomisk situation i Schweiz end i resten af Europa og i USA er ifølge epn.dk med til at styrke francen sammen med tiltagende frygt for en ny nedtur i verdensøkonomien.
Den høje kurs på schweizerfranc er dårligt nyt for alle de danske landmænd og andre, der har lånt penge i schweizerfranc.
Ifølge eksperter kan schweizerfrancen tilmed meget vel stige endnu mere i takt med, at nedlukning af CHF-lån vil bidrage til at støtte francen yderligere i de kommende måneder. Cheføkonom Jens Schjerning, LandboSyd har ligefrem forudset, at schweizerfranc kan komme helt op i 7,50 kr.