Dansk Kvæg har nu udpeget 480 besætninger som særligt smittefarlige og placeret dem i salmonellaniveau 2R, skriver landmand.dk. Det betyder, at besætningerne nu er underlagt offentligt tilsyn og ikke må sælge dyr til levebrug.
Der er tale om 193 malkekvægsbesætninger og 287 ikke-mælkeleverende besætninger.
Malkekvægsbesætningerne er blevet udpeget på baggrund af indholdet af antistof i tankmælk, mens ikke-mælkeleverende besætninger er udpeget på baggrund af antistofindholdet i blodprøver.
Allerede i april foretog Videncentret for Landbrug, Kvæg, en udpegning af særligt smittefarlige besætninger. På det tidspunkt var antallet 880, og alle 880 modtog et brev med opfordring til at begrænse smitteforholdene i besætningen.
Håbede på færre
Selvom 400 besætninger har undgået placeringen i niveau 2R, havde dyrlæge Anne-Grete Hvolgaard Hassing, Videncentret for Landbrug Kvæg, dog håbet, at antallet af besætninger i niveau 2R havde været noget mindre. "Jeg havde håbet, at flere ville have nået at få lagt en handlingsplan og nedbragt smitten frem til august. Men forhåbentligt vil placeringen i niveau 2R fremskynde denne proces for de fleste," lyder det fra Anne-Grete Hassing.
Besætningerne i niveau 2R får det offentlige tilsyn ophævet, når de gennem 10 blodprøver fra de yngste dyr over tre måneder kan bevise, at smittespredningen i besætningen er minimal.