Arlas indtjening pr. kg mælk er øget med 23 øre i 1. halvår 2010 - fra 2,14 til 2,37 kr.
Arla Foods kommer ud af første halvår med et resultat på 697 mio. kr. og en omsætning på 23,8 mia. kr., hvilket selskabet selv betegner som solidt.
Både omsætning og resultat er steget i forhold til for et år siden. Højere priser på verdensmarkedet og en positiv valutaudvikling samt stram styring af omkostningerne er hovedårsagerne til resultatet, som er skabt i en periode, hvor selskabet har hævet mælkeprisen udbetalt til producenterne tre gange.
Indtjening pr. kg. mælk op med 23 øre
Koncernfinansdirektør Frederik Lotz forklarer, at for hvert kg mælk, som de danske og svenske andelshavere har leveret, har Arla Foods skabt en indtjening på 2,37 kr. i 1. halvår 2010. Det tilsvarende tal sidste år var 2,14 kr.
Den nære fremtid tegner ikke helt lys, idet det aktuelle prisniveau på bulkmarkedet for smør, ost og mælkepulver ikke forventes at holde året ud:
"Vi må forvente en lavere indtjening på bulkmarkederne i andet halvår samtidig med, at vi kommer til at se den fulde effekt af de gennemførte forhøjelser af Arla-noteringen. En afgørende faktor bliver, hvordan forbrugertilliden udvikler sig. De europæiske forbrugere har stadig ikke kastet den økonomiske krise af sig ¿ mange viser stadig tilbageholdenhed og foretrækker discountprodukter frem for mærkevarer, og det sætter sit præg på indtjeningen," siger Frederik Lotz.