Tidligere folketingsmedlem og miljøordfører for Socialdemokraterne Pernille Blach Hansen skifter job til Grundfos i Bjerringbro, hvor hun skal være "bæredygtighedsdirektør".
Stillingen er nyoprettet og begrundet med Grundfos' ønsker om at styrke den energibesparende og miljøvenlige teknologi på verdensmarkederne.
"Med valget af Pernille Blach Hansen ønsker vi at styrke vores bæredygtighedsindsats i alle led af virksomheden og samtidig indtage en mere aktiv og offensiv rolle i den offentlige debat om klima, miljø og energi," siger koncernchef i Grundfos, Carsten Bjerg til TV/MidtVest.
Pernille Blach Hansen (36) var næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe fra 2001-1005. Hun er datter af regionsrådsformand Bent Hansen, og valgte at forlade politik i 2006, da hun blev direktør for miljø og teknik i Randers Kommune.
Hun tiltræder jobbet 1. november.