Godsejer Janus Skak Olufsen vil gerne stille tre 134 m høje vindmøller men er løbet ind i modstand fra naboerne.
Godsejer Janus Skak Olufsen vil gerne stille tre 134 m høje vindmøller op på Quistrup Gods' jord ved Struer. Men han er løbet ind i massiv modstand fra naboer, som blandt andet har klaget til Naturklagenævnet.
For at stoppe modstanden og komme hurtigere i gang med vindmøllerne har Skak Olufsen lagt op til et forlig med naboerne med et tilbud på godt 600.000 kr. oven i, hvad han ellers skulle betale naboerne i værditabsordningen, skriver jp.dk
Forhøjet værditab
I forliget tilbyder han at forhøje det værditab, som taksationsmyndigheden allerede har fastlagt, med 50 procent, og give yderligere 15.000 kr. til fire naboer, der ikke har krævet kompensation.
Derudover tilbyder han over en kvart mio. kr. til en grundejerforening i Struers nybygger-kvarter, Kjeldinghøj, som ellers ikke har krav på værditab, men hvor 14 husstande forgæves har forsøgt at opnå det og derfor har indbetalt et gebyr på 4.000 kr. hver.
Skak Olufsen vil gerne betale gebyret og desuden 200.000 kr. til grundejerforeningen, hvis man vel at mærke trækker alle underskrifter og klager tilbage.
Men det vil naboerne ikke, og godsejer Janus Skak Olufsen siger, at "sagen nu må gå sin gang".
"Mit formål med tilbuddet har været at komme på god fod med naboerne, men der skal to til en tango," siger Janus Skak Olufsen.
Professor: Ok at komme med et tilbud
Professor i offentlig ret, Claus Haagen Jensen fra Copenhagen Business School, siger, at godsejeren har ret til at komme med et tilbud, som kan få naboerne til at opgive deres klagesag:
"Man har jo lov til at give gaver. Han forsøger at købe sig til at komme hurtigt i gang og spiller, så vidt jeg kan høre, med åbne kort, hvor folk har muligheden for at sige ja eller nej," siger Claus Haagen Jensen til jp.dk.