En udgift på tusindvis af kroner bliver det triste resultat for en landmand ved Lintrup, der sent i aftes kørte gylle ud på 15 ha frossen mark
Regn i løbet af aftenen betød nemlig, at gyllen begyndte at løbe af marken og ned i et vandløb med retning mod Kongeåen.
"Landmanden gjorde helt, som det bliver anbefalet: Kørte en begrænset mængde gylle på 20 - 25 tons pr ha ud på marken. Men det gik galt, fordi det regnede og jorden stadig var frossen. Så synker hverken gylle eller regn ned i jorden," fortæller miljøvagt i Trekantområdet, Peter Svane.
I alt 20 læs med hver 15 kubikmeter blev suget op og kørt væk, og dem kommer landmanden formentlig til at betale. Dertil kommer, at der er krav krydsoverennsstemmelse på begivenheden.
"Men den miljøbøde, man får, er mindst lige så slem og noget, man skal have respekt for," siger planteavlskonsulent i Jysk Landbrugsrådgivning, Finn Poulsen.
"Situationen er særlig slem lige nu, hvor jorden er frossen og hverken regn eller gylle trænger ned. Man kan se det på, at der danner sig små søer på markerne," siger Finn Poulsen.