Tre landmænd måtte i 2011 forlade Aarhus Lokalbank og tilsammen har de påført banken et tab på 75 mio. kr. Det fremgår af den kriseramte banks årsrapport, der netop er offentliggjort. Banken forventer, at yderligere en landmand må forlade banken med et tab på 22 mio. kr. til følge.
"I årets løb er tre af de mest risikofyldte landbrugsengagementer afviklet via salg af ejendom. Samlet tab herved udgør ca. 75 mio. kr., der forud har været fuldt nedskrevet. På den resterende landbrugsportefølje vurderes der at være aktuel tabsrisiko f.s.v.a. yderligere et engagement, hvorpå der er nedskrevet 22 mio. kr. Den øvrige landbrugsportefølje skønnes at afspejle de generelle udfordringer og risici som branchen medfører for långiver," lyder det bankens årsrapport, der blev offentliggjort onsdag eftermiddag.
Mangler penge for fortsat drift
Samlet nedskriver banken 70 mio. kr. på landbruget i 2011. Samtidig fremgår det af årsrapporten, at det samlede udlån til landbruget er reduceret med 104 mio. kr. i forhold til 2010, således at det samlede udlån og garantier til landbruget nu udgør 494 mio. kr. svarende til 13,5 procent af bankens samlede udlån. Udlånet er fordelt på cirka 40 kunder, oplyser banken.
Dog anser banken fremtiden for landbruget bedre.
"En del af bankens landbrugsengagementer er påvirket af branchens dårlige driftsindtjening og stor usikkerhed om aktivernes realværdi. Landbrugsengagementernes direkte følsomhed over for udsving i valutakurser er reduceret markant i 2011. Den øvrige landbrugsportefølje skønnes ikke p.t. at indeholde usædvanlige risici i forhold til de for erhvervet p.t. gældende fremtidsudsigter og konjunkturer," skriver banken.
Banken vurderer jordpriserne til mellem 72.000 kr. og 144.000 kr./ha.
Den kriseramte bank, der har gang i en sammensmeltning med Vestjysk Bank, kom ud af 2011 med et resultat før skat på minus 155 mio. kr. mod minus 233,5 mio. kr. året før.
Og alt viser dog også, at det er en bank i krise. Ikke mindst har erklærer den uafhængige revisor sig enig i, at banken har brug for ny kapital for at fortsat drift.