
Arkivfoto: Jens Tønnesen
Hvedepriserne er steget stødt de seneste par uger.
Hvedepriserne på børserne ligger trods en lille nedtur i går næsten 15 kr. pr. hkg over niveauet ved nytår.
I dagens udgave af LandbrugsAvisen skriver planteavlskonsulent Jakob F. Kjærsgaard, Gefion og kornbasen.dk, i en tendensartikel, at opturen primært skyldes, at der kommer mindre hvede ud fra gamle Sovjet-lande, den argentinske majshøst er blevet væsentligt nedjusteret og markedet nu sætter store spørgsmålstegn ved USDAs vurderinger af majsforbruget i USA.
Tæt på russisk eksportafgift
I en periode har der været gode eksportmængder fra blandt andet Rusland, Kasahkstan og Ukraine. Den udvikling er ved at være forbi.
Rusland overvejer en eksportafgift, da man snart når op på målet om eksport af 25 mio. ton. I Kasakhstan meldes der om problemer med logistikken af en ellers rekordstor høst.
I Ukraine står de nye afgrøder elendigt efter et knastørt efterår og en bidende kulde, der kan betyde, at meget store arealer skal sås om.
Store spørgsmål om majsen
Fra Argentina kommer der efterhånden flere og flere oplysninger af effekten af tørkesituationen. Seneste nyt er, at majshøsten skal nedjusteres fra USDAs seneste vurdering på 26 mio. ton til 21 mio. ton.
I USA bliver der i stigende grad sat spørgsmålstegn ved, om talbisserne i USDA ikke har været lige lovlig pessimistiske omkring efterspørgslen efter majs hos amerikanske landmænd og ethanol-industrien.
Læs mere om kornmarkederne og Jacob Kjærsgaards anbefalinger i LandbrugsAvisen fredag 3. februar 2021.