Leverandører til Videbæk Biogas Amba mener, at politikerne nøler og skaber propper i den grønne energi, når de ikke vil give biogasproduktion meget bedre vilkår.
"Landmændene er klar, Arla er klar, og gyllen er klar. Hvorfor er politikerne så overhovedet ikke klar?" spørger Ole Kjær, ny formand for leverandørforeningen for Videbæk Biogas Amba.
Landsdel venter
Han undrer sig over, at politikerne nøler med at sikre landbrugserhvervet en god aftale om alternativ energi.
"Vi er en hel landsdel, der venter på et politisk energiforlig. Det er uartigt, at man ikke er mere interesseret i at sikre fremgang og arbejdspladser i et erhverv, der er villige til at levere og til at investere i grøn energi," siger Ole Kjær til vjl.dk.
Arla Foods har tilkendegivet, at de bygger nyt biogasanlæg i Vestjylland for 300 mio. kr., og de vestjyske landmænd har skudt en halv mio. kr. i en leverandørforening for biogas.
Mange husdyr
"Vi er en region med rigtig mange husdyr, vi har det omfang af husdyrgødning, der skal til for at fodre et af verdens største biogasanlæg. Derfor forstår jeg ikke, at regeringen ikke er langt mere opmærksomme på vores landsdel og på at give landmændene bedre mulighed for at opnå de miljørigtige godkendelser, vi har behov for," siger Ole Kjær.
Han peger desuden på, at Arla netop har offentliggjort, at man vil investere en halv mia. kr. alene i tre vestjyske mejerier.
"Det tiltag skyldes, at der er så mange mælkekvæg i Vestjylland, og det er et tiltag, der sikrer 100 vestjyske arbejdspladser," siger han og tilføjer, at et millionbyggeri til et biogasanlæg ligeledes ventes at generere kærkomment arbejde til lokalområdet.
mle