Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold er i gang med at besøge 50 slagtesvinsbesætninger for at se nærmere på behandlingen af syge og tilskadekomne slagtesvin.
Med kontrolbesøgene følger rejseholdet op på en kontrol fra sidste år, der dengang viste problemer hos mere end halvdelen (58 procent) af de besøgte besætninger.
Besætningerne var alle udpeget ud fra en faglig vurdering af, hvor der kunne være problemer.
Minister vil se fremskridt
Fødevareminister Mette Gjerskov vil se forbedringer i dyrevelfærden i de kontrollerede besætninger.
"Det er afgørende for mig, at danske landmænd passer ordentligt på deres dyr. Det bør være en selvfølge, at dyrene har det godt, at de bliver behandlet, når de er syge, og at de bliver aflivet, hvis det er nødvendigt. Jeg forventer derfor, at kontrollen i slagtesvinebesætningerne vil vise, at flere af de kontrollerede landmænd denne gang overholder reglerne for behandling af syge og tilskadekomne dyr", siger Mette Gjerskov.
Infektioner og brok
I 2011 fandt Veterinærrejseholdet flere eksempler på overtrædelser af dyreværnsloven:
* svin med smertevoldene infektioner i led og knogler, der ikke blev behandlet
* svin med store navlebrok, der ikke blev opstaldet i sygestier med blødt underlag og strøelse.
* svin der ikke blev tildelt tilstrækkeligt rode- og beskæftigelsesmateriale.
* svin med alvorlige eller uhelbredelige lidelser, der ikke blev aflivet rettidigt.
Overtrædelserne kan være omfattet af EUs krydsoverensstemmelseskrav og kan betyde, at besætningsejeren får trukket en procentdel af sin landbrugsstøtte.
Veterinærrejseholdet forventer at kunne offentliggøre resultaterne af årets kontrol medio 2012.